Småligheden er i færd med at sætte sig fast som folkeligt karaktertræk

Der vil altid være basis for misundelse, når emnet falder på politikeres løn. Men det betyder ikke, at de skal have lavere løn - tværtimod, mener Sørine Gotfredsen

Denne sommer har forsvarsminister Carl Holst (V) fået ørerne i maskinen, fordi mange fandt det forkasteligt, at han modtog både ministerløn og eftervederlag fra sin tid som regionsrådsformand. Er småligheden i færd med at sætte sig fast som et folkeligt karaktertræk? spørger Sørine Gotfredsen. -
Denne sommer har forsvarsminister Carl Holst (V) fået ørerne i maskinen, fordi mange fandt det forkasteligt, at han modtog både ministerløn og eftervederlag fra sin tid som regionsrådsformand. Er småligheden i færd med at sætte sig fast som et folkeligt karaktertræk? spørger Sørine Gotfredsen. - . Foto: Claus Fisker/Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Det er ikke noget charmerende træk, der kommer til syne, når vi taler om politikere og deres løn og økonomiske forhold. Her tænker jeg ikke på de folkevalgtes eventuelle grådighed, men på omgivelsernes trang til at udtrykke forargelse.

I denne sommer har vi hørt om forsvarsminister Carl Holst (V), der kom i centrum, fordi mange finder det forkasteligt, at han modtager både ministerløn og eftervederlag fra sin tid som regionsrådsformand.

Onsdag aften blev spørgsmålet om politikere og penge debatteret i ”Deadline” på DR 2, hvor tidligere minister Ritt Bjerregaard (S) udtalte de rammende ord, nemlig, at der altid vil være basis for misundelse. Det er sandt.

Småligheden i synet på politikernes forhold har udviklet sig til et af de virkelig frastødende træk iblandt os, og ikke mindst så vi den udlevet, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sidste år var igennem den helt store klapjagt på grund af nogle ret ligegyldige uregelmæssigheder i økonomien.

Tilmed mener Ritt Bjerregaard, at politikere bør have en højere løn (et folketingsmedlem tjener cirka 630.000 kroner om året), fordi lønnen afspejler den værdi, et menneske har for samfundet.

Igen kan man faktisk være enig med Ritt Bjerregaard. Det er uhyre vigtigt, at nogen ønsker at være politikere, og man bør unde dem en belønning for - især når det gælder toppolitikere - at leve et liv, der er langt hårdere, end mange sikkert forestiller sig.

Forleden blev det i et debatindlæg i avisen foreslået, at politikere skal tjene det samme som skolelærere, så de kan blive bragt på niveau med almindelige menneskers vilkår. Man mærker den lille snert af skadefryd i luften, når man læser et sådant forslag.

Den er forbundet med den ulyksalige trang til at få politikere pillet så langt ned på jorden som overhovedet muligt, og de må gerne blive ydmyget lidt undervejs. Under ingen omstændigheder skal de tro, at de er noget, men sagen er, at det er de faktisk.

De er mennesker, der påtager sig en opgave, som virkelig mange ville betakke sig for. En højt stillet embedsmand tjener i dag mere end en minister, og som professor Jørgen Grønnegaard Christensen udtalte i DR 2, så er det mere strabadserende at være minister.

Det er krævende at være den synligt ansvarshavende person, der døgnet rundt skal stå til rådighed, og enhver kan spørge sig selv, om man personligt ville have lyst til at leve et liv i det store taktiske mediecirkus og måske få sit privatliv endevendt og sine ømmeste indre punkter eksponeret for alle.

Det er fint og smukt, hvis en mand som Carl Holst frasiger sig de penge, han har krav på, men det kan ikke nytte noget at skabe en stemning, hvor politikere skal kappes om at være den mest ydmyge. De skal først og fremmest være dygtige og indstillede på at løfte en opgave for nationens skyld.

Hvorfor er den her debat blevet så moralsk, spurgte Deadline-vært Niels Krause-Kjær. Det er den blandt andet, fordi småligheden er i færd med at sætte sig fast som et folkeligt karaktertræk.

Sørine Gotfredsen er præst, journalist og forfatter