Stærkt dilemma-tv om for tidligt fødte

DR 2 sendte tidligere på ugen en stærk, tankevækkende og tre kvarter lang dokumentar om for tidligt fødte ...

DR 2 sendte tidligere på ugen en stærk, tankevækkende og tre kvarter lang dokumentar om for tidligt fødte børn, der viste alle de etiske dilemmaer omkring muligheder og ressourcer i sundhedsvæsenet i dag. Foto: Zsolt Czegledi/EPA/Scanpix

I dag er det op til den enkelte læge at afgøre, om et for tidligt født barn skal leve eller ej
Kurt Strand

Dilemmaerne står i kø omkring de for tidligt fødte i tv-dokumentaren ”På grænsen til livet”, skriver Kurt Strand

Når en uge er omme, er det tid at gøre regnebrættet op i det fragmenterede medielandskab, hvor ugens formentlig stærkeste tv blev sendt mandag aften på DR 2: en tre kvarter lang dokumentar om for tidligt fødte børn.

Det var svært ikke at være naglet til skærmen, for udsendelsen tog fat i et af de stadigt oftere forekommende dilemmaer, hvor det teknologisk kan lade sig gøre at gennemføre en behandling, der imidlertid også kan føre en række skadevirkninger med sig.

For selvom det i dag kan lade sig gøre at få for tidligt fødte med en vægt på måske kun 600 gram til at overleve, er det langtfra sikkert, at de får et godt og værdigt liv.

Med fire børn som eksempler rejste udsendelsen derfor igen og igen et spørgsmål, som mangen en seerhjerne formulerede undervejs: Hvordan står livet mål med de ressourcer, der skal investeres i fødslen, i den første tid og ikke mindst i de følgende år?

Spørgsmålet er naturligvis umuligt at besvare, for hvem under ikke et forældrepar - som desperat ønsker sig et barn - at det lykkes? Hvem kan gøre sig til dommer over, hvornår et liv er godt nok? Og hvordan skal det lade sig gøre at sætte en grænse for, hvornår lægerne skal sætte alt ind på, at få det for tidligt fødte barn til at overleve og udvikle sig nogenlunde normalt? Pointen er nemlig, som Gorm Greisen - professor, børnelæge og næstformand i Etisk Råd - formulerede problemstillingen om de årligt 4000 for tidligt fødte børn i dokumentarudsendelsen: 1) de dør, 2) de lever eller 3) de lever, men får et dårligt liv. Hvordan det går det enkelte barn, er ikke til at vide på forhånd, og alene af den grund er Grei-sen imod faste grænser for, hvornår for tidligt fødte skal have en chance.

Dilemmaerne stod således i kø; ikke bare mandag aften, men allerede da TV-Avisen varmede op søndag aften med fyldige klip fra dokumentarudsendelsen. Også i en række andre programmer i ugens løb har for tidligt fødte børn været diskuteret, ligesom en livlig meningsudveksling har udfoldet sig især på Facebook.

Tilbage står, at Folketingets politikere - som jo har snor i sundhedssektorens pengekasse - bør beslutte, at fordi en behandling kan lade sig gøre, er det ikke sikkert, at den skal finde sted. I flere år har sundhedsøkonomer og læger anbefalet, at Danmark på linje med lande som Norge og Storbritannien får et prioriteringsinstitut, der kan lave de overordnede til- og fravalg i en sektor, hvor der ikke er grænser for, hvad ny teknologi, ny medicin og nye behandlingsmetoder kan udrette.

I dag er det op til den enkelte læge at afgøre, om et for tidligt født barn skal leve eller ej. Og i den anden ende: Om et aldrende liv skal forlænges nogle få måneder med en hamrende dyr medicin, der alligevel kun sætter døden på standby.

Som Dagbladet Ringkøbing-Skjerns lederskribent noterede midt i ugen: ”Vi mangler en fælles debat om, hvor vi synes, at grænsen går, hvor den skal trækkes, og hvornår vi synes, at den er overskredet.”

Kurt Strand er journalist og forfatter