Portræt af Familien Danmark er gabende kedeligt

Der er nærmest tale om en slags ghettofjernsyn, der lukker sig om sig selv, mener Sørine Gotfredsen, der har set TV 2's nye program ”Familien Danmark - helt privat”

Vi kan tilsyneladende ikke få nok af at iagttage dem, der er tættest på, skriver Sørine Gotfredsen, som synes, at "Familien Danmark - helt privat" er kedeligt at overvære.
Vi kan tilsyneladende ikke få nok af at iagttage dem, der er tættest på, skriver Sørine Gotfredsen, som synes, at "Familien Danmark - helt privat" er kedeligt at overvære. .

MAN SIDDER TILBAGE med et bestemt spørgsmål efter at have set det første afsnit af TV 2's nye serie ”Familien Danmark - helt privat”. Her optræder tre børnefamilier, og spørgsmålet er, hvorfor netop disse tre er valgt som illustration af den danske hverdag netop nu.

Familierne Rank, Rame og Søltoft Nielsen bor i henholdsvis Hvidovre, Kalundborg og Valby og har alle ladet TV 2 opsætte kameraer overalt i deres hjem. Det er tv lavet efter det klassiske abe-bursprincip, og vi er vidner til familiernes måltider og småkonflikter og følger blandt andet med i, hvordan den unge Nicki forsøger at finde sin plads i familien Rank efter at være blevet kærester med datteren Asta.

Familien Søltoft Nielsen er sammenbragt, og her bruges stor energi på at skændes om, hvem der må kalde husets mandlige overhoved for far, selv om han reelt ikke er alle børnenes far.

I familien Rame huserer den barnagtigt nysgerrige papmor Mie, der konstant udspørger husets generte sønner om forelskelse og sexliv; og som det ofte gælder for programmer som disse, sker der ikke ret meget.

Man skal finde indsigten i detaljen, og man kunne faktisk her lære en smule om danskerne. For eksempel er mange af dem lige lovligt velnærede, de stiller på bedste IKEA-vis orkidéer i vinduet, og de bor hvidt og minimalistisk og flyder i møblerne snarere end at sidde i dem.

Derudover dyrker de det allestedsnærværende brunchfænomen, og da tvillingedøtrene i familien Rank skal fejre fødselsdag, foregår det med cocktailpølser i spandevis.

Brunchmåltidet udgør ligesom ”X Factor” et af tidens store symboler på rituel hygge, og man behøver bare at gå en tur gennem cafékvarteret i en større by søndag formiddag, så vil man se danskere i hundredvis sidde og guffe laks og røræg og brieost på monoton vis. Midt i kirketiden.

Nå, men tilbage til spørgsmålet. Hvorfor er netop disse familier valgt til TV 2's nye serie? Det skyldes sandsynligvis to ting. For det første er det nok en ret afgrænset gruppe, der overhovedet siger ja til at optræde. Der må stadig findes mange mennesker, der opfatter privatlivet som netop privat.

Der optræder tre børnefamilier i TV 2's nye serie ”Familien Danmark - helt privat”. Her er det familien Søltoft fra Valby. -
Der optræder tre børnefamilier i TV 2's nye serie ”Familien Danmark - helt privat”. Her er det familien Søltoft fra Valby. - Foto: Claudia Dons/TV 2

Den anden forklaring er naturligvis, at man på TV 2 fuldt ud kender sin målgruppe og ved, hvem man skal udstille for at opnå størst identifikation og flest mulige seere. Det er ikke arkæologen eller lektoren i litteratur, der typisk ser TV 2. Det er politimanden, sosu-assistenten og sygeplejersken, og med denne form for målrettet fjernsyn kan seerne trygt lade sig bekræfte i et bestemt billede af sig selv og deres omgivelser.

Der er nærmest tale om en slags ghettofjernsyn, der lukker sig om sig selv, og denne nye serie ligner til forveksling de mange andre realityprodukter skabt til stillestående selvspejling.

Vi kan tilsyneladende ikke få nok af at iagttage dem, der er tættest på, men jeg tør godt afsløre, at jeg regner med at stå af her. Familien Danmark helt privat og udstillet på tv-skærmen er ikke alene en selvmodsigelse. Det er også kedeligt at overvære.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist