Sutteklude og åndelig selvfornægtelse

Det betydningfulde ligger ofte i detaljen - også når det handler om synet på kristendom i tv, skriver Sørine Gotfredsen. Hun nævner et Allan Olsen-interview, omtalen af brug af religiøst sprog efter terror og serien Downtown Abbey som eksempler på, at respekten for det religiøse skal vindes tilbage

Sangeren Allan Olsen var mandag aften gæst i programmet ”Vi ses hos Clement” og udtalte på et tidspunkt, at han ikke er særlig kristen. ”Vist bare sådan lidt kulturkristen som de fleste andre,” sagde han, hvilket man i studiet smilede tidstypisk og sarkastisk forlegent af.
Sangeren Allan Olsen var mandag aften gæst i programmet ”Vi ses hos Clement” og udtalte på et tidspunkt, at han ikke er særlig kristen. ”Vist bare sådan lidt kulturkristen som de fleste andre,” sagde han, hvilket man i studiet smilede tidstypisk og sarkastisk forlegent af. . Foto: Linda Kastrup.

Det betydningsfulde ligger ofte i detaljen. Således også når det handler om synet på kristendom i tv-mediet, og her tænker jeg ikke på, at man har fjernet søndagsgudstjenesten fra hovedkanalen.

Nej, jeg tænker på alle de små øjeblikke, hvor det mere eller mindre bevidst understreges, at det kristne i vores kultur mister betydning.

I DR2-programmet ”Vi ses hos Clement” var der mandag aften besøg af sangeren Allan Olsen, der på et tidspunkt udtalte, at han ikke er særlig kristen.

”Vist bare sådan lidt kulturkristen som de fleste andre,” sagde han, hvilket man i studiet smilede sarkastisk forlegent af. Og derfor, lød det videre, tror Allan Olsen på, at hans liv er styret af tilfældigheder.

Ergo: Kristendommen rummer en tro på det skæbnebestemte og nok lidt uselvstændige; og tv-mediet er stor-leverandør af den slags stadfæstelse af flygtige fordomme og ironisk understrøm.

Forleden deltog jeg selv i en diskussion på DR 2 om den religiøse retorik, der altid melder sig efter en tragedie som den i Paris, og studieværten ville her vide, hvorfor mennesker har brug for en sådan ”sutteklud”.

Det ord rummer det hele.

En undrende og nedladende konstatering af, at vi selv i denne moderne verden, hvor alle burde vide bedre, kan iagttage spor af det religiøse instinkt blandt de oplyste.

Han fik på stedet at vide, at hans ordvalg var upassende, men det er en kolossal opgave at bevare en samtale i medierne, der på bare nogenlunde vis bidrager til at nuancere den berøringsangste tilgang til kristendom.

For den er dybt indlejret i sprog og prioritering, og tænk blot på, hvordan der i øvrigt mediemæssigt kan manipuleres, så kristendommen gradvist helt fjernes fra vores verdensbillede.

I den uhyre populære og forførende engelske tv-serie ”Downton Abbey”, der for tiden sendes på DR1, og hvor man følger den adelige familien Crawley op gennem første del af 1900-tallet, er de fleste spor af kristendom efter sigende luget væk. Man ser aldrig familien bede bordbøn, skønt det var uomgængelig praksis i en konservativ familie som denne, og selv om vi konstant ser de smukke hovedpersoner sætte sherryglasset fra sig og gå til bords.

Seriens historiske rådgiver fortæller tilmed, at han har opgivet kampen for i overensstemmelse med den tids tradition at få middagsservietterne foldet som bispehuer, idet folkene bag serien ikke vil støde nogen.

I stedet er servietterne blot foldet som trekanter. Goldt og forskræmt, helt i pagt med tidens selvudslettende tone. Det er en forstemmende åndelig selvfornægtelse, der er på spil, og det kan ikke undre, at vestens unge vokser op med fornemmelsen af, at kristendom er noget, man hovedsageligt smiler overbærende ad.

Og nej, det er ikke Clements ansvar, at Allan Olsen kommer med en overfladisk religiøs udtalelse, men tænk, hvis den ivrige vært holdt nysgerrigt fast i den, ligesom han på begavet vis holder fast i så meget andet.

Tænk, hvis en del af respekten for det religiøse kunne vindes tilbage. Også i fjernsynet.

Sørine Gotfredsen er præst, forfatter og journalist