Terror i Allahs navn er en blasfemisk udåd

I går morges var det derfor næsten fysisk mærkbart, hvor betydningsfuldt velgørende et radioprogram den daglige transmission af morgenandagten i Københavns Domkirke er. Her blev der sat ord på de følelser og tanker, man umiddelbart forinden var blevet fyldt af efter at have fulgt et par timers P1-nyheder fra Paris

Domprovst Anders Gadegaard fik i gårsdagens morgenandagt i radioen sat ord på de følelser og tanker, man umiddelbart forinden var blevet fyldt af efter at have fulgt nyhederne fra terrorangrebet i Paris.
Domprovst Anders Gadegaard fik i gårsdagens morgenandagt i radioen sat ord på de følelser og tanker, man umiddelbart forinden var blevet fyldt af efter at have fulgt nyhederne fra terrorangrebet i Paris. Foto: Esben Salling.

Det er blodigt ironisk, at den brutale nedskydning af det meste af redaktionen på det satiriske franske ugeblad Charlie Hebdo må få enhver til at forstå, at noget i denne verden trods alt er helligt og ondt gudsbespotteligt. Ironisk, fordi det var bladets erklærede målsætning at vise, at det ikke forholder sig sådan. At optræde blasfemisk er i Frankrig endog en lovmedholdelig rettighed!

Der er frihedsrettigheder og frihedspligter, som bør håndhæves og forsvares som ukrænkelige og indiskutable. Her skal der sættes grænser. Uanset om man er ateistisk indstillet eller ej, så er der love og principper, som ikke bør hånes, spottes og latterliggøres. At nogen kan finde på at handle, som terroristerne gjorde det i Paris i onsdags, var og er helligbrøde.

At det tilmed skete i Allahs/Guds navn, var en så afskyelig blasfemisk udåd, at ord næsten ikke kan beskrive det. Man må uvægerligt gribe til betegnelser som ugudelighed og ukristelighed. I går morges var det derfor næsten fysisk mærkbart, hvor betydningsfuldt velgørende et radioprogram den daglige transmission af morgenandagten i Københavns Domkirke er. Domprovst Anders Gadegaard fik i gårsdagens bøn sat ord på de følelser og tanker, man umiddelbart forinden var blevet fyldt af efter at have fulgt et par timers P1-nyheder fra Paris.

Det var også særdeles velvalgt, at morgenandagten sluttede med et citat fra Tredje Johannesbrev (kapitel 1, vers 11): ”Min kære, du skal ikke efterligne det onde, men det gode. Den, der gør det gode, er af Gud; den, der gør det onde, har ikke set Gud.”

Så enkelt kan det siges. Men dermed er alt blot desværre ikke sagt. Onsdagens skændige handling i Paris tydeliggjorde en gigantisk, globalt omfattende problemstilling. Den kan formuleres som dette spørgsmål: Hvordan afgøre, hvad, hvordan og hvornår noget er ondt, eller noget er godt?

Historien er fyldt af beretninger om enkeltpersoners handlinger, der skiftevis kan beskrives som heltemodige eller kriminelle. Hvorfor er nogle at betragte som terrorister og andre som frihedskæmpere? Hvornår er massemord forsvarlige, hvornår ikke? Problemstillingerne huskes fra Anden Verdenskrig. Var de allieredes tæppebombning af Dresden undskyldelig? Var atombombningen af Japan?

Bedømmelserne kan kun ske retfærdigt, når alle omstændigheder tages i betragtning. Og lige så vigtigt: når de foretages under medvirken af de involverede, der måske i en desperat, uoverskuelig situation måtte gribe til desperate handlinger efter lige så desperate beslutninger.

Ligesom kærlighed kan gøre blind, sådan kan hadet også. Og: ”Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves”, som gamle Friedrich von Schiller (1759-1805) sagde. Fortvivlelse, forførelse og forvrængning af verdensbilledernes proportioner kan åbenbart hellige de mest foragtelige, ynkelige og angstfremkaldende midler.

Forklar det, hvem der kan!

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder