Er Thomas Blachman en frelsende engel?

X factor jule-pressemøde. Her ses en af de tre dommere Thomas

Thomas Blachman påtog sig rollen som en slags frelsende engel i ny DR serie om ensomhed i Danmark. Foto: Sophia Juliane Lydolph / Scanpix Denmark

Under alle omstændigheder var det at foretrække at se Bachman i rollen som befrier end som dyrepasser i en zoologisk have eller som rovdyrdomptør i et ”X Factor”-cirkus.
Leif Hjernøe om Thomas Blachmans nye rolle

Blachmans nye program om ensomhed klæder ham rent faktisk. Den krukkede stemmeføring fra ”X Factor”-programmerne er væk

PÅ DEN ENE VILLAVEJSIDE holder vi os for os selv. Og ingen banker på. For vi skal jo heller ikke rende hinanden på dørene uanmeldt.

På den anden side: Det handler først og sidst om, hvorvidt vi kan være os selv bekendt.

Ensomhed og det, der ligner selvvalgt fangenskab, må undgås.

Sådanne betragtninger leverede Thomas Blachman flere af i det første afsnit af den nye serie, der under titlen ”Luk mig ind - det er Blachman” blev sendt på DR 1 i mandags.

Udsendelsen tog udgangspunkt i spørgsmålet: Kan ensomhed forhindres, hvis vi lærer naboerne at kende?

Efter at have lagt nogle storbysproglige unoder af sig blev Thomas Blachman mere og mere jovial.

Den lidt krukkede stemmeføring fra ”X Factor”-programmerne forsvandt. Kun indledningsvis blev der talt om at visionalisere, interagere og ekskludere.

Fra abstrakt-teoretiske ordvalg blev det til billeddannende sprogbrug. Ensomhed blev sammenlignet med at bo imellem to dybfrysere. Svage livstegn fra en villavejs nedkølede naboskab fik Blachman til at sammenligne med en gammeldags zoologisk have.

Det vil sige, at der i mange tilfælde ikke er tale om selvvalgte indelukker. Når isolerede eksistenser i parcelhuskvartererne får beboerne til at opføre sig som løver, der går frem og tilbage i deres bure, så må ønsker om en befrier før eller siden melde sig.

At optræde som en sådan udfrielsesengel var og er Blachmans ambitiøse idé.

Der tales i programteksten ligefrem om en mission, der går ud på ”at bekæmpe ensomheden i Danmark og styrke fællesskabet blandt mennesker, vi bor omkring”.
Blachmans udtalte drøm er ”at omdanne hundredtusindvis af opgange og villaveje i Danmark til potentielle bofællesskaber, hvor naboer ses, spiser sammen, hjælper hinanden og indgår i et større fællesskab”.

Blachman påtog sig meget sympatisk rollen som en slags frelsende engel.

Jeg kunne her ikke lade være med at tænke på det citat fra Paulus' brev til Hebræerne, som Jesper Stange samme mandag valgte at afslutte radioens transmission af morgenandagten med.

I indledningen af kapitel 13 står der: ”Lad broderkærligheden vare ved; glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster.”

Under alle omstændigheder var det at foretrække at se Bachman i rollen som befrier end som dyrepasser i en zoologisk have eller som rovdyrdomptør i et ”X Factor”-cirkus. Tilbage står en bemærkning fra en af deltagerne, ”skræmmende at vi ikke har fundet ud af det selv”, og et indirekte spørgsmål: I hvor høj grad er mediekulturen egentlig med til at fremme den udbredte ensomhed?

Da kirken for generationer siden var massemedium for sognene over hele landet, kunne den virke som samtalestation og bekendtskabskreds for alle uden standsforskel. At det tilbud stadigvæk findes, bør der ikke lægges skjul på. Med godt skal ondt fordrives. Med tv skal tv-magt bekæmpes?

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder