En tiltrængt oprydning i proportionerne af valgdækning maser sig på

TV-Avisens vært Kim Bildsøe Lassen mente søndag aften, at tysk politik normalt er noget, der ikke ...

TV-Avisens vært Kim Bildsøe Lassen mente søndag aften, at tysk politik normalt er noget, der ikke tiltrækker sig stor opmærksomhed uden for Tysklands grænser. Måske burde DR selv gøre noget mere ved det og dæmpe deres egen overproportionerede dækning af det amerikanske valg, mener Kurt Strand. Foto: DR

En tiltrængt forårsoprydning i proportionerne maser sig derfor på. Om den bliver gennemført, er desværre tvivlsomt
Kurt Strand

Det lignede en tilståelsessag, da TV-Avisens Kim Bildsøe Lassen lagde op til et indslag om det tyske valg. For hvem andre end journalister afgør, hvad der tiltrækker sig opmærksomhed og dermed får omtale eller ej?

”Normalt er tysk politik noget, der ikke tiltrækker sig stor opmærksomhed uden for Tysklands grænser…”.

Det lignede en tilståelsessag, da TV-Avisens Kim Bildsøe Lassen lagde op til et indslag om det fremadstormende Alternative für Deutschland søndag aften. For hvem andre end Bildsøe og hans kolleger afgør, hvad der tiltrækker sig opmærksomhed og dermed får omtale eller ej?

At netop tysk politik burde få langt mere opmærksomhed, er hævet over enhver tvivl i en tid med historisk krise for det europæiske samarbejde, hvor netop Angela Merkels regering i Berlin har demonstreret, hvor uomgængelig den store nabo mod syd er.

Alligevel tyder ikke meget efter søndagens delstatsvalg på, at for eksempel DR’s nyhedsmaskine ændrer sine prioriteringer markant med et skarpere fokus på tysk politik: Mandag formiddag var Tyskland således igen forsvundet fra dr.dk’s forside, og det krævede en del tastetryk at finde frem til resultaterne af valgene i delstaterne Baden-Württemberg, Rheinland-Pfalz og Sachsen-Anhalt – anderledes nemt var det på k.dk, nærværende avis’ hjemmeside…

Til gengæld havde dr.dk overskrifter som ”Vrede modstandere vælter endnu et Trump-møde” og ”Sejren efter vælgermøde i Washington D.C. går til Rubio” – og dermed endnu et par tvivlsomt relevante mellemregninger i den uendelige amerikanske valgkamp.

At Donald Trump får masser af omtale ikke bare i USA, men over det meste af verden, skyldes især hans farverige og i reglen underholdende fremtræden. Og i mindre grad den substans – eller mangel på samme – som han repræsenterer i form af et oprør mod ”the establishment” på den amerikanske østkyst.

I forrige uge fik den tilbagevendende ”supertirsdag” med primærvalg i 12 amerikanske stater solid dækning i de fleste danske medier med livesendinger en hel nat og morgen på både DR 2 og TV2 News. Og selvom det naturligvis har betydning, om USA vælger den ene eller den anden præsident den 8. november, er der en tydelig tendens til overdækning og proportionsforvrængning af hele optakten, hvor det jo i grunden blot er partiernes interne valg af kandidater, der er på spil.

Om blot en fjerdedel, en tredjedel eller måske endda halvdelen af den amerikanske primærvalgdækning blev prioriteret om til fordel for vælgerskredet i Tyskland, protesterne mod svensk politiks konsensus og de nationalistiske understrømme i Polen, ville vi som naboer, borgere og mediebrugere være bedre klædt på til at forstå og forholde os til verden omkring os.

Den medieskabte virkelighedsflugt til en spektakulær primærvalgkamp i USA vil nemlig ikke få politiske protestbevægelser her og i nabolandene til at forstumme.

En tiltrængt forårsoprydning i proportionerne maser sig derfor på. Om den bliver gennemført, er desværre tvivlsomt.

Men tænk, om DR-studieværten havde indledt omtalen af Alternative für Deutschland med ordene: ”Normalt er tysk politik noget, der tiltrækker sig stor opmærksomhed uden for Tysklands grænser…”.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af P1-programmet ”Mennesker og medier”