TV 2-dokumentar viser utilsløret foragt for Danmark

Imam Abu Bilal (foto) har et stort ord at skulle have sagt i moskéen på Grimhøjvej i Aarhus. –

Imam Abu Bilal (foto) har et stort ord at skulle have sagt i moskéen på Grimhøjvej i Aarhus. – Foto: Scanpix

Den store omtale af TV 2’s ”Moskéerne bag sløret” var også yderst velfortjent. Det var afslørende tv-journalistik, som satte ord og billeder på en grum og dyster virkelighed, skriver Jesper Bacher

I tirsdags løb ugens vel nok mest forhåndsomtalte dokumentar over skærmen. Det drejede sig om TV 2’s ”Moskéerne bag sløret”. Omtalen var også yderst velfortjent. Det var afslørende tv-journalistik, som satte ord og billeder på en grum og dyster virkelighed.

Ganske vist kan man ikke sige, at ”Moskéerne bag sløret” egentlig bragte noget nyt for dagen. Ortodoks islam er ikke en velbevaret hemmelighed. Enhver, som gider – og det er der selvfølgelig en del, som ikke gør – kan orientere sig om lære og praksis og vil finde imamernes holdninger og udtalelser yderst genkendelige.

Kvinden er kvæg, manden er konge, de utro skal dø og friheden forsages. Der er forskellige varianter og taktikker, men grundtankerne er de samme. Ikke desto mindre gjorde de skjulte optagelser indtryk. Her blev der sat ansigter og steder på, her blev det sagt i danske byer, her skete det midt iblandt os.

I den første udsendelse havde TV 2 engageret et udenlandsk muslimsk par til at bosætte sig i Gellerupparken og være muldvarpe i det islamiske miljø. De fandt hurtigt vej til moskéen på Grimhøjvej, hvor imam Abu Bilal har et stort ord at skulle have sagt.

I en prædiken fortalte han, hvorledes en utro kvinde på profeten Muhammeds tid selv havde ønsket at blive stenet for derved at renses for sin utroskab. Det skortede ikke på villige hænder til at kaste de første sten, og Abu Bilal fremhævede, hvordan blodet sprøjtede op i ansigtet på en af de rettroende voldsmænd.

Mens Abu Bilal svælgede i denne forbilledlige fromhedsgerning, sad menigheden andægtigt lyttende. Der var ikke én, som rejste sig og gik, ikke én, som nægtede at lægge øre til den hellige voldsforherligelse. Det var vanlig kost, og Abu Bilal ikke just en enlig svale.

Det var også hjerteskærende at lytte til de muslimske unge, som levede i skjul for deres familier, fordi de ikke ville indordne sig. De risikerede liv og lemmer, tørre tæsk og indespærring, hvis de kom i hænderne på deres familier.

Både drenge og piger kunne fortælle om massiv social kontrol og en indædt afsværgelse af det danske samfund. Man sad og blev harm på de unges vegne og tænkte, hvorfor skal de kigge sig over skulderen, mens de miljøer, som truer og intimiderer dem, vokser og styrkes?

Ja, man sad og tænkte, hvad gør de mennesker i Danmark? Hvordan kunne de ansvarlige være så kultur- og religionsblinde? Hvorfor har vi tilladt en immigration, som skaber antidanske og frihedsfjendske kolonier?

Det er ikke et spørgsmål om at være for eller imod mangfoldigheden, det er et spørgsmål om at værne friheden til mangfoldighed, også når Muhammed og Fatima gerne vil leve deres eget liv. Det er ikke et spørgsmål om at knægte religionsfriheden, det er et spørgsmål om friheden fra religionen.

”Moskéerne bag sløret” løftede sløret for et fremmed land i vores land. Ingen kan forvente, at muslimerne skal gøre Danmark til deres religion, men det bør forventes, at religionen respekterer landet, loven og friheden.

Jesper Bacher er sognepræst