Blev metroens mor for venligt portrætteret?

Det er ærgerligt, at ”21 søndag” ikke havde ambitioner om at trænge et par spadestik dybere ned i historien om "metroens mor" Anne-Grethe Foss. Et godt, men også meget venligt portræt, var, hvad seerne måtte nøjes med, skriver Kurt Strand

Anne-Grethe Foss blev portrætteret i ”21 søndag”. Tv-portrættet tegnede med sine farverige penselstrøg et meget positivt billede af ildsjælen bag tilblivelsen af den danske metro, men redaktionen burde nok have trængt et par spadestik dybere ned i historien for at nuancere det billede en smule, mener Kurt Strand.
Anne-Grethe Foss blev portrætteret i ”21 søndag”. Tv-portrættet tegnede med sine farverige penselstrøg et meget positivt billede af ildsjælen bag tilblivelsen af den danske metro, men redaktionen burde nok have trængt et par spadestik dybere ned i historien for at nuancere det billede en smule, mener Kurt Strand. . Foto: Torben Klint/Scanpix.

En lille, væver kvinde på 74 år iført hjelm og sikkerhedsgul jakke går hjemmevant ind i elevatoren, trykker på knappen og viser få øjeblikke senere rundt i et enormt hul ved Marmorkirken i København. Om tre år er hullet forvandlet til en station på hovedstadens kommende metrolinje, og dermed er en halvtreds år gammel idé blevet til virkelighed for kvinden i det arbejdsmiljørigtige tøj.

Hendes navn er Anne-Grethe Foss, hovedperson i et portræt i ”21 søndag”. Under arkitektstudier i Paris i 1968 havde hun set, hvad en metro kunne gøre for en storby. Og hun gik derefter, ifølge journalisten bag portrættet, ”med stædighed i gang med en på papiret umulig kamp”.

Via job i DSB blev Foss i 1993 administrerende direktør i Ørestadsselskabet, som havde ansvaret for at sælge grunde i den nye københavnske bydel og samtidig skaffe penge til byggeriet af den første metrolinje.

I 2002 blev den åbnet, og når Anne-Grethe Foss gør status i dag, kan hun glæde sig over, at ”der er så mange mennesker, der har brug for den”. Hun har, som formuleret allerede i den parisiske ungdomsdrøm, ”fået lov til at påvirke og ændre verden”.

Tv-portrættet trak med sine farverige penselstrøg et billede op af en ildsjæl, som nok kun de færreste metropassagerer overhovedet kender navnet på. Dermed blev portrættet et kig ind i kulissen på et stort infrastrukturprojekt, hvor Anne-Grethe Foss har spillet – og spiller – en vigtig rolle i en verden, der mestendels er domineret af habitklædte mænd ved polerede mødeborde.

Foss’ indflydelse skyldes hendes evne til ”at læse spillet”, som hun beskedent formulerede det i søndag aftens portræt. Desværre lod ”21 søndag” sig nøje med den fascinerende del af historien om, som det blev formuleret, ”metroens mor”. Netop spillet om metroens tilblivelse, hvor almindelige demokratiske processer i vid udstrækning blev kortsluttet, havde det været relevant at have med.

Anne-Grethe Foss trykkede således på alle politiske kontakter for at få gang i grundsalg og byggerier på Ørestadens bare marker i 1990’erne. Hun spillede en vigtig rolle i et mestendels lukket forløb, der endte med at få overbevist DR’s bestyrelse om at satse hele butikken, sælge Radiohuset og TV-Byen og bygge et helt nyt mediehus i Ørestaden.

Gode kontakter til daværende generaldirektør Christian Nissen og den socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketoft sikrede afgørende grundsalg, hvor staten velvilligt garanterede for de lån, DR havde brug for.

Processen foregik som det meste af Ørestads- og metrobyggeriet uden offentlig debat. Christian Nissen har sidenhen forklaret, at store projekter ikke bliver til noget, hvis de bliver diskuteret i medierne. Det er, ville Anne-Grethe Foss givetvis have sagt – hvis hun var blevet spurgt – en del af ”spillet”.

Derfor ærgerligt, at ”21 søndag” ikke havde ambitioner om at trænge et par spadestik dybere ned i historien om Anne-Grethe Foss. Et godt, men også meget venligt portræt, var, hvad seerne måtte nøjes med.

Kurt Strand er forfatter, journalist, radiovært og ekstern producent af P1-programmet ”Mennesker og medier”