Bedømmelseskulturen vokser: Mit venskab med dig får kun karakteren 4

Ny app vil gøre det muligt at vurdere menneskelige relationer og give dem point. I det hele taget spiller bedømmelse en stor rolle i det moderne liv - især på de sociale medier. Det skyldes, at mange og særligt unge mennesker har et stort behov for anerkendelse og accept, vurderer eksperter

Blandt unge eksisterer fænomenet 'likehunting', hvor det gælder om at få så mange 'synes godt om'-tilkendegivelser på de sociale medier som muligt. Og anerkendelse betyder meget mere for de unge, end man kan forestille sig, siger Jon Kristan Lange fra Red Barnet. Ny app gør det nu også muligt at bedømme ens relationer til andre.
Blandt unge eksisterer fænomenet 'likehunting', hvor det gælder om at få så mange 'synes godt om'-tilkendegivelser på de sociale medier som muligt. Og anerkendelse betyder meget mere for de unge, end man kan forestille sig, siger Jon Kristan Lange fra Red Barnet. Ny app gør det nu også muligt at bedømme ens relationer til andre. Foto: highwaystarz - Fotolia.

På Facebook trykker du 'synes godt om' din venindes billede af hjemmebagte boller, inden du scroller hurtigt forbi opslaget fra din irriterende kollega, som har gennemført endnu et marathon.

Vi bedømmer hinanden hver dag på de sociale medier.

En ny app ved navn Peeple tager skridtet videre. Den gør det nemlig muligt at bedømme menneskelige relationer. Her kan vi anmelde og give karakterer til naboen, kollegaen og ekskæresten - som var de restauranter eller hoteller.

Peeple har mødt voldsom kritik: Mange mener, at den vil blive misbrugt til at mobbe og udskamme andre mennesker.

Men vi bedømmer allerede hinanden mange steder - især på de sociale medier. Det vurderer Jacob Brøndum Pedersen, medstifter af Center for Digital Dannelse og forfatter til bogen ’Sociale medier – sociale dilemmaer’.

”De mest succesfulde sociale medier som Facebook og Instagram handler i bund og grund om at bedømme andre mennesker. Før var det udelukkende Levis-bukserne eller den nyklippede frisure, man kunne få et kompliment på, men nu kan man også få et ’synes godt om’ på ens profilbillede,” forklarer han.

Spørgsmålet er, hvorfor bedømmelsen af andre fylder så meget på de sociale medier. Er vi blevet opmærksomheds-junkier - eller er det blot de sociale medier, som har udstillet vores naturlige behov for andres accept?

Birthe Linddal Jeppesen, sociolog og fremtidsforsker, forsker i mennesker og digitale medier. Hun mener, at bedømmelseskulturen bunder i en stræben efter anerkendelse:

”Man har altid søgt anerkendelsen, men det er blevet tydeligere med de sociale medier. Behovet for at blive bekræftet er blevet større, fordi samfundet er blevet mere individualiseret. Før vidste man godt, hvad man var værd i kraft af ens slægt eller fag,” siger hun. 

De sociale medier kan også være et sted, hvor man kan prøve sig selv af og få feedback på sin adfærd, mener Jesper Tække. Han er lektor i medievidenskab ved Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet og forsker i sociale medier.
 
”De nye medier giver en mulighed for at lære mere om sig selv. De virker som et læringsmedie, hvor man får muligheden for at prøve sig selv af i sociale situationer,” siger han. 

Stræben efter at opnå anerkendelse åbner også for risikoen for at blive bedømt negativt af andre, hvis man har delt noget, som andre ikke bryder sig om.

Og det kan opleves som en hård reaktion, for tonen på de sociale medier adskiller sig ofte fra den virkelige verden, forklarer Jacob Brøndum Pedersen.

”Vi er flinkere, men også hårdere på de sociale medier. Det er så nyt, at vi stadig er i gang med at udvikle vores normsæt og har derfor ikke fundet den gyldne mellemvej. På sociale medier elsker vi hinanden lidt mere og hader hinanden lidt mere, end vi gør i virkeligheden,” siger han.

Især børn og unge oplever de negative konsekvenser af at blive bedømt af andre, fordi de tillægger andres reaktioner på de sociale medier meget stor betydning.
 
”Vi hører, at ’synes godt om’-tilkendegivelserne betyder meget for dem. Mange sidestiller det med et fysisk skulderklap eller et knus," siger Jon Kristian Lange, seniorrådgiver i børns digitale liv og børneinddragelse hos Red Barnet. 

Han oplever, at visse børn og unge kommer i klemme, fordi de har svært ved at finde en balancegang mellem, hvad der bør være offentligt og privat.

”De ved ikke, hvad de skal sige, og hvad de ikke skal sige. Vi ser eksempler på, at de skriver meget personlige opslag, hvor de eksempelvis indfører alle andre i deres kærestesorger, og så kan de få et hak i tuden,” siger han.

I forhold til udviklingen på de sociale medier - hvor du nu ikke kun kan bedømme et billede eller et opslag, men også din relation til andre mennesker - forventer Jon Kristian Lange ikke, at det vil have større konsekvenser for børn i forhold til konflikter og mobning. 

"Den mobning, der allerede eksisterer, vil bare rykke over på en ny platform. Der er dog visse medier, som er bedre egnet til at mobbe end andre, og det kunne Peeple sagtens blive et eksempel på,” tilføjer Jon Kristian Lange.
 
Red Barnet har lavet flere initiativer, der skal sætte fokus på, hvad børn og forældre kan gøre for at forhindre digital mobning.

De opfordrer blandt andet forældrene til at involvere sig og tage ansvar i de konflikter, der foregår online.