Da Rola al Ashkar var 17 år, fandt hun ud af, at hun gerne ville være præst.
Nu er der gået 11 år, og Rola al Ashkar er 28 år og ikke så sikker længere.
For Rola al Ashkar er fra Libanon, hvor der endnu ikke findes én eneste ordineret kvindelig præst. Før en præst er ordineret, kan han eller hun ikke foretage nadver og dåb. Rola al Ashkar er en del af den presbyterianske kirke i den reformerte tradition, hvis medlemmer udgør omkring 1 procent af den libanesiske befolkning. Den tillader som den eneste kirke i Libanon ordination af kvinder, men det er endnu ikke sket.
I 2010 vedtog Fellowship of the Middle East Evangelical Churches (FMEEC) ellers enstemmigt, at der ikke er nogen bibelske eller teologiske forhindringer for, at kvinder kan blive ordineret som præster. FMEEC er en sammenslutning af protestantiske kirker i Mellemøsten, inklusiv Sudan og Iran, og med i sammenslutningen er både lutheranere, metodister, anglikanere og reformerte. FMEEC kan dog ikke bestemme, hvad de enkelte kirker i sammenslutningen skal gøre, og derfor er det op til hvert enkelt kirkesamfund, om de vil ordinere kvinder som præster.
Som 17-årig mødte Rola al Ashkar gennem den presbyterianske kirke en række præster og teologiske undervisere, som inspirerede hende, og hun ville med egne ord ”være som dem”. En af dem var Hadi Ghantous, som er præst i en presbyteriansk menighed i Nordlibanon.
Teenageren Rola al Ashkar gik til Hadi Ghantous med sine præstetanker, der opmuntrede hende til at gå præstevejen:
”Jeg ville have et tegn fra Gud – at nogen kom og fortalte mig, at jeg passede ind. Når man er 17, forestiller man sig ikke, at man kan tjene Gud som præst. Hvem er jeg? Jeg er for almindelig til at tjene Gud på denne måde. Da Hadi kom og fortalte mig, at det var muligt, var det mit tegn. Jeg følte mig overbevist,” fortæller Rola al Ashkar.
Hendes vej gik dog ikke direkte mod teologistudierne. Rola al Ashkars far ville ikke give hende lov at læse teologi, og hun gik derfor i gang med at læse datalogi på universitetet. Efter et par år søgte hun ikke desto mindre ind på Near East School of Theology i Beirut for at give sig i kast med teologistudierne og, med tiden, blive klædt på til at søge et præsteembede i den presbyterianske kirke i Libanon.
”Men min far har ikke ændret mening omkring det. Jeg tror, det er tanken om, at jeg bliver præst, der er det store problem for ham,” fortæller Rola al Ashkar.
Det er ikke kun i forhold til sin far, at Rola al Ashkar møder modstand mod sine tanker om at blive præst. Når den 28-årige teologistuderende tænker på at stifte familie, virker det ikke umiddelbart foreneligt med præstegerningen:
”Når man gerne vil møde en mand, er det en stor udfordring som pige at læse til præst. Det er sjældent, at en mand accepterer at komme sammen med en pige, som en dag vil få en lederrolle i kirken. Jeg tror, det skræmmer dem - eller måske har de den orientalske indstilling, at kvinder ikke skal undervise om Bibelen,” fortæller Rola al Ashkar og fortsætter:
”Som kvinde er det ok at blive søndagsskolelærer. Det er den traditionelle rolle for en kvinde. Hun kan også godt lede kvindegruppen, for det er jo kvinder, og du er en kvinde. Men undervise mænd? I kirken? Det er stadig utænkeligt for mange.”
For at finansiere sine studier arbejder Rola al Ashkar fuld tid som stewardesse for det libanesiske flyselskab Middle East Airlines. Rejserne har givet hende et indblik, hvordan kvinder i andre dele af verden optræder i kirken. Engang befandt hun sig mellem to flyveture i Paris en søndag morgen med nogle timer at fordrive:
”Jeg googlede ’presbyteriansk kirke’ og fandt en i nærheden. Og så tog jeg derhen, og præsten var en kvinde – hoho! Jeg var meget imponeret. Hun forestod en dåb. Hvor sejt er det ikke? Og jeg har set hende igen en anden gang, hvor hun forestod nadveren, og jeg tænkte, ’Aha!’. En kvindelig præst, der deler nadver ud. Det er virkeligt imponerende for mig,” fortæller Rola al Ashkar.
I efteråret 2014 var Rola al Ashkar på et praktikophold i en presbyteriansk menighed i Alabama, USA. Her oplevede hun et kirkefællesskab, hvor der ikke blev sat spørgsmålstegn ved kvindeligt lederskab i kirken. Hun prædikede flere gange, og hun medvirkede ved gudstjenesterne ved at lede lovsang og bøn. Rola al Ashkar vendte tilbage fra USA til sit hjemland Libanon med fornyet energi og mod på præstegerningen:
”Jeg var meget glad og meget tilfreds, for mit kald var virkeligt blevet bekræftet. Jeg følte: ’Det er det her, Gud vil have mig til at gøre.’”
Men efter kort tid ramte virkeligheden Rola al Ashkar. Hun bruger ét ord til at beskrive, hvordan det var, da hendes entuiasme mødte de libanesiske realiteter:
”Ødelæggende,” siger hun og fortsætter:
”Jeg kom tilbage med en masse energi, og jeg følte et stort værd, og så var jeg pludseligt tilbage i det land, hvor jeg bliver set ned på. Det, der betød mest for mig i USA, var, at folk der er villige til at støtte og hjælpe mig – økonomisk, følelsesmæssigt og åndeligt. Her, i Libanon, er der ikke rigtigt nogen støtte at få.”
I byen Tripoli i det nordlige Libanon er en anden Rola tættere på ordination, end Rola al Ashkar er. 39-årige Rola Sleiman fungerer som præst i den presbyterianske kirke i Tripoli, vel at mærke uden at have den ordination, der ville give hende lov til at forestå dåb og nadver.
Rola Sleiman har virket som præst i Tripoli siden 2005, hvor den tidligere mandlige præst flyttede til Amerika:
”Jeg havde den samme uddannelse i teologi som han, så jeg besluttede at tage midlertidigt over. Som tiden gik, vandt jeg kirkegængernes tillid, og de foreslog mig at blive deres officielle præst. Det, tror jeg, var nøglen til succes i forhold til min udnævnelse. Folk kendte mig personligt og stolede på mig. Det, at jeg er kvinde, har aldrig været et problem,” har Rola Sleiman fortalt til det tyske medie Deutsche Welle.
I den presbyterianske kirke i Libanon er det typiske forløb mod den fulde præstegerning, at den kommende præst først modtager en ”prædikentilladelse”. Herefter kan menigheden eller synoden, kirkens ledende råd, indstille til ordination. Den kommende præst ordineres ved en gudstjeneste af andre ordinerede præster, og herefter kan han – eller måske en dag hun – virke fuldt og helt som præst med dåb og uddeling af nadver.
For Rola al Ashkar er Rola Sleiman et forbillede, og ifølge Rola al Ashkar er det Sleimans ordination, der skal bane vejen for fuldt ordinerede kvindelige præster i Libanon. Men da Rola al Ashkar skulle prædike i Rola Sleimans kirke i Tripoli og ville pirke til menigheden for at få dem til at indstille Sleiman til ordination, satte Sleiman foden ned:
”Min plan var at tage derop og skubbe til menigheden, og jeg antydede det for hende. Men hun var ikke var tryg ved, at nogen kom og prøvede at presse hendes kirke til at ordinere hende. Det ville være at udfordre kirken, at udfordre mennesker og udfordre samfundet,” fortæller Rola al Ashkar.
Og det er netop frygten for at provokere samfundet for meget, der har fået Rola al Ashkar til at genoverveje sin drøm om at være præst:
”Mit ultimative mål er at tjene i en kirke. Det kan jeg ikke opnå gennem at insistere på at provokere samfundet ved at udfylde en rolle, der forventes at være en mands. Derfor begyndte jeg at tænke, at hvis ordinationen er for min egen æres skyld, så vil jeg opgive det og søge efter noget, som vil give Gud ære i stedet.”