Gud gør dét, som intet er, til sine nyttige redskaber: Genbruger Simon Peter, der fornægtede ham tre gange i påsken, og giver tilgivelsen en ny start. Det er logikken bag en af landets største pinsegudstjenester, der bliver afholdt ved skrotbunkerne på Kolding Havn på mandag.
Bag arrangementet står sognene i Kolding Provsti med Ole Pihl, der er sognepræst i Brændkjærkirken, som tovholder. Slaggen er spulet væk, en lastbil kørt ind som scene og seks skrotaltre stillet frem, så menigheden med madkurve og tæpper kan modtage dåbserindringen om, at de er Guds børn selvom alle måske nogle gange kan føle sig som skrot.
En begivenhed lige i Ole Pihls ånd. For den er med til at forkynde evangeliet på en anderledes måde og gøre ord til handling. Idéer som disse har han mange af. Nogle af dem kræver modspil, så de kan blive pillet ned igen, som han sagde, da han var til jobsamtale i Brændkjærkirken tilbage i 2011. Men denne er blevet til virkelighed, nu hvor sognene for syvende gang holder fælles pinsegudstjeneste.
Troen fik den nu 43-årige Ole Pihl sikkert med sig fra barndomshjemmet i Ringkøbing et rigtig KFUM og K-hjem, som han udtrykker det. Som færdiguddannet ved Aarhus Universitet i 2002 fik han job som sognepræst i Vester Hassing Kirke og senere Abildgård Kirke. Og da han en dag mødte en ældre dame, som fortalte, at hun og hendes mand aldrig var kommet i kirken, men troligt bad hver aften ved sengekanten, tænkte han, at det måtte være muligt at åbne kirken mere, så alle havde lyst til at komme der.
Og når han hører tale om, at det er umuligt at få unge i kirke, tager han straks fat på at bevise det modsatte. Det har han blandt andet gjort som ungdomspræst i Frederikshavn Provsti, medlem af Aalborg Stifts udvalg for Unge og Kirke og præst for Nordjyllands FDF landsdelslejre.
Metoden er at gøre evangeliet til handling frem for ord. Ikke bare på Kolding Havn. Men også, når Ole Pihl har sendt sine konfirmander hjem til ældre i sognet med juledekorationer for at lære de unge om diakoni og med sin tale om konfirmation. Nogle blev så grebet af snakken, at de kom for sent til timerne efterfølgende.
Men Ole Pihl sætter ikke en anderledes gudstjeneste i scene for at være anderledes. Han forsøger at nå ud til alle ved at møde dem, hvor de er, og tale til deres forskelligheder, så ingen føler sig udenfor. Som da han som arresthuspræst mødte nogle af menneskets mørke sider, men alligevel så noget godt i hver af de indsatte. Den måde at se på er meget Ole Pihlsk, fortæller nuværende og tidligere kollegaer.
Teologisk nægter han at blive sat i bås. Hans teologi er på vandring og i evig udvikling i takt med, at han møder mennesker og lærer af deres erfaringer. Han beskrives som en samvittighedsfuld og godmodig sjæl, der er hudløst ærlig både når han tager sine personlige erfaringer med på prædikestolen, og når han erkender, at en idé ikke kan bære.
Han er en sprinter frem for en langdistanceløber. For mens han hurtigt kan overbevise andre om at gøre skærtorsdagsmiddage og andre idéer til virkelighed, er de lange seje arbejdstræk, hvor den gode proces skal vendes og drejes, noget mere udfordrende for ham.
Med sit store engagement og en familie, der sammen med hustruen Gitte tæller fem sammenbragte børn, er der nok at se til. Efter sigende er Gittes menneskelige indsigt, dybde og selvironi med til at bringe det bedste frem i sognepræsten.
Desuden finder Ole Pihl tid til at spille præstefodbold, hvor han altid har sit gode humør med på banen, selvom der kæmpes til blodet sprøjter. Han løber også på rulleskøjter og holder mandehørmeklub på tredje år. Her får han blandt andet mulighed for at dyrke sin store passion for specialøl.