Det er mere end 30 år siden, at Gert Meinecke, Danmarks rejsende ambassadør til Irak, som historiestuderende ved Roskilde Universitet skrev afhandlingen ”Historikeren og arbejderklassen en historiografisk analyse af tendenser i udviklingen i forskningen i arbejderbevægelsens historie i et erkendelsesteoretisk perspektiv”.
Siden er de teoretiske betragtninger, hvis fulde titel Gert Meinecke knap selv kan huske længere og ”næppe ville kunne forstå”, blevet væltet over ende af langt mere jordnære udfordringer som diplomat i det danske udenrigsministerium siden 2001. Fra Sydafrika over Nepal til det nuværende ansvar for den danske indsats i Irak har Gert Meinecke arbejdet med bekæmpelse af fattigdom og opbyggelse af demokrati i det ene konfliktområde efter det andet.
Alle steder er det sket med en stor vilje til at sætte sig ind i, hvordan den ”almindelige” borger lever. Som Osama Al-Habahbeh, programmedarbejder i International Mediestøtte, der siden 2005 har arbejdet med at opbygge en fri presse i Irak, siger:
”Han kender de lokale forhold helt ned i detaljen. Ikke kun hos myndighederne, men også hos manden på gaden. Det er lidt uvant for en diplomat.”
Den 60-årige Gert Meinecke blev udnævnt til ambassadør i Irak i 2010, men har varetaget ambassadøropgaven fra København med jævnlige besøg i Irak siden ambassaden i Bagdad blev lukket i august 2012.
Hans egen opskrift på, hvordan man bevarer optimismen i et land, hvor vold og politisk uro hele tiden truer med at ødelægge de fremskridt, man forsøger at gennemføre, er at fokusere på de ting, der fungerer:
”Det handler om at bevare og sikre de ansatser, der findes til demokrati, bedst muligt,” siger Gert Meinecke.
Og så trøster han sig med, at ingen konflikter varer evigt. Det ved historikeren i ham:
”De fleste konflikter ender, fordi befolkningerne på et tidspunkt ikke orker det mere og presser deres politikere. I det lange løb er alle magthavere afhængige af at have legitimitet i befolkningen.”
Irakerne selv tror på demokratiet. Det mærker han dagligt, når han er i landet.
”Det, der slår mig igen og igen, er, at der er et engagement og en tro på, at fremskridtet er på deres side. Det irakiske folk tror meget mere på demokratiet end deres politikere,” siger Gert Meinecke.
Meinecke selv er drevet af samme engagement, siger Lisbeth Pilegaard fra Pilegaard Consulting, der har arbejdet med flygtninge, kvinder og udvikling i Mellemøsten i årevis.
”Han rumsterer i al stilfærdighed og blæser sig ikke op. Han har sine holdninger, men han arbejder pragmatisk og analytisk. Drevet af overbevisningen om, at man kan ændre forholdene, hvis man vil. På sin vis er der lidt gammel hippie over ham,” siger hun.
Måske er det også det, der slår igennem i hans angiveligt usnobbede væsen.
”Gert er meget lidt optaget af protokoller. Han er ikke typen, der bliver høj af at sidde til højbords,” siger Lisbeth Pilegaard.
Gert Meinecke har kandidatgrad i udviklingsstudier, også fra Roskilde Universitet. I 1985 skrev han ”Amazonas land, folk og planlægning i verdens udkant” efter måneders rejseri i Brasilien. Bogen blev en uventet bestseller, fordi den ramte midt ned i en nyfunden interesse for regnskoven og rejsen lærte Gert Meinecke så meget portugisisk, at han kunne få job hos UNDP (FN's Udviklingsprogram) i Mozambique.
Gert Meinecke er gift og har to voksne børn. Når begivenhederne i Irak tillader det, holder han weekend ved Sejerøbugten, hvor der blandt andet bliver afsat tid til at spille tennis i Fårevejle Badminton- og Tennisklub.