Læreren, der blev topdirektør

Direktør Lone Færch løftede som femte generation arven i familiedynastiet Færch Holding. I dag fylder hun 60 år

Siden 2005 har Lone Færch været medlem af Fonden Realdania, der blandt andet donerer penge til bevarelse af gamle, mindeværdige bygninger.
Siden 2005 har Lone Færch været medlem af Fonden Realdania, der blandt andet donerer penge til bevarelse af gamle, mindeværdige bygninger. . Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.

Der går mange historier i Holstebro om, hvordan den læreruddannede Lone Færch fik sin storebror Niels til at slippe aktierne i familieforetagendet i Færch Holding for sammen med sine to andre søskende at kunne sætte sig på magten i familiedynastiet i 1992.

Ikke desto mindre var det det, der skete. Lone Færch blev administrerende direktør i plastvirksomheden Færch Plast, som hendes far, Jørgen Færch, havde opbygget. Dermed blev Lone Færch femte generation i dynastiet, hvis fundament bygger på formuen fra tobaksfabrikant Rasmus Færch. Fem år senere blev hun også administrerende direktør i Færch Holding, der kontrollerer familiens milliardværdier, og det var poster, hun havde indtil 2010.

Lone Færch har manifesteret sig som en af Danmarks relativt sjældne kvindelige topledere. Hun er af den moderne type, der ikke er bange for at kæmpe mændenes kampe på deres præmisser, og det gav hende prædikatet “en stærk og noget kynisk kvindetype” i en bog om danske dynastier.

Selv har hun aldrig set en hindring for, at kvinder gør karriere og går hele vejen. Hun mener, at det nogle gange endda kan være en fordel at nå helt til tops frem for at udkæmpe slagene længere nede i hierarkiet, fordi en topchef selv sidder med redskaberne til hurtigt at ændre på tingene. Men hun har også erkendt, at direktørjobbet nok har gjort hende mere kontant og resultatorienteret.

Det har der også været brug for i Færch-familien, der er en af Danmarks rigeste, men hvor der indimellem har været stridigheder mellem familiens fløje om familieformuen. Stridigheder, som familiemedlemmer på Sjælland har skreget ud i offentligheden i annoncer med anklager om griskhed og uhæderlighed.

Gennem sin karriere har Lone Færch også haft adskillige tunge poster i bestyrelser, blandt andet i tobakskoncernen Skandinavisk Holding, hvor hun var næstformand fra 1997 til 2008. Hun var næstformand i bestyrelsen for møbelvirksomheden Fritz Hansen 1999-2008 og medlem af bestyrelsen i Danmarks Radio 2007-2011.

Lone Færch har siden 1976 levet sammen med advokat Jon Johnsen og bor på herregården Nørhågård ved Snedsted i Thy./ritzau/