Dansk-amerikansk træf i bakkerne

Rebildselskabets præsident, Jesper Jespersen, er klar til årets fest

Rebildselskabets præsident, Jesper Jespersen, er til daglig direktør for Novi Ejendomsfond i Aalborg.
Rebildselskabets præsident, Jesper Jespersen, er til daglig direktør for Novi Ejendomsfond i Aalborg. . Foto: Novi.

Hvert år samles mange mennesker i Rebild Bakker i Nordjylland den 4. juli, den amerikanske nationaldag. Festen arrangeres af Rebildselskabet, der som den første dansk-amerikanske venskabsforening holder traditionen i hævd med at fejre de dansk-amerikanske forbindelser.

Rebild Bakker var tidligere fælles græsningsareal for Rebild-bøndernes kvæg, heste og får, men blev i 1912 erhvervet af en gruppe dansk-amerikanere, der forærede dem til den danske stat. Til gengæld skulle tre betingelser opfyldes: Området på cirka 140 tønder land skulle henligge i naturtilstand, det skulle være tilgængeligt for alle, og dansk-amerikanerne skulle have lov at holde arrangementer i bakkerne på amerikanske festdage.

Den første Rebild-fest blev holdt i 1912, hvor kong Christian X overdrog gaven til det danske folk. Ved dette års fest er hovedtaleren Nils Smedegaard Andersen, koncernchef for A.P. Møller-Mærsk. Andre talere er sangeren Malena Belafonte, der er født i Danmark, men bor og arbejder i New York, og Rufus Gifford, USA's ambassadør i Danmark. Årets hilsen fra den danske regering bliver bragt af økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).

I spidsen for arrangementet står Rebildselskabets præsident, Jesper Jespersen, der til daglig er direktør for Novi Ejendomsfond, der driver Forskerparken Novi i Aalborg. Jesper Jespersen har selv gjort sine erfaringer med dansk-amerikanske relationer fra sin tid som direktør i Purup North America Inc.:

”Jeg har i mere end 20 år forretningsmæssigt arbejdet sammen med amerikanske virksomheder, og det direkte ophold i USA i perioden 1986-1991 har ud over mange forretningsmæssige relationer også skabt mange private relationer i USA for hele min familie. Selve oplevelsen af at komme til et nyt land med kone og to børn har ud over de mange nye indtryk, etableringsproblemer med mere skabt et stærkt sammenhold i min familie,” udtaler han. ”Der er tætte bånd mellem Danmark og USA dem skal vi værne om og udvikle yderligere i fremtiden.”

Jesper Jespersen overtog posten som præsident efter Karl K. Nielsen i april 2013. Han beskrives som en farverig og spændende person med stort overblik og stort netværk både i erhvervslivet, i uddannelsesmiljøet og i det politiske liv.