Med Grundtvig under huden

Michael Schelde har haft Grundtvig med sig hele livet mere eller mindre direkte. I dag fylder lederen af Grundtvig Centeret 60 år

Leder af Grundtvig Centeret, Michael Schelde, har gennem sit liv først og fremmest været præget af Grundtvig som samfundsbygger. Privatfoto.
Leder af Grundtvig Centeret, Michael Schelde, har gennem sit liv først og fremmest været præget af Grundtvig som samfundsbygger. Privatfoto.

Teologerne har lidt for længe haft patent på N.F.S. Grundtvig. I hvert fald hvis man spørger Michael Schelde, leder af Grundtvig Centeret under Aarhus Universitet.

Vil udbrede Grundtvig

I dag arbejder han for at udbrede Grundtvig som også politisk og samfundsmæssig tænker, blandt andet ved at digitalisere alle Grundtvigs værker og gøre dem tilgængelige via internettet. Arbejdet skønnes at være færdigt i år 2030.

”Så tror du, jeg får lov at gøre det færdigt?”, siger han spøgefuldt med en henvisning til, at han i dag fylder 60 år.

Michael Schelde er født og opvokset i et ”grundtvigsk hjem” i Holsted midt mellem Kolding og Esbjerg. Som barn af efterkrigstiden voksede han op i et miljø, hvor man forstod sig selv gennem ”bevægelserne”, det være sig Indre Mission, KFUM og KFUK eller højskolebevægelsen, og i Michael Scheldes familie hørte man til sidstnævnte. Det betød en selvfølgelig deltagelse i civilsamfundet, hvor man følte sig forpligtet på at løfte opgaver lokalt. Både moderen, der var bibliotekar, og faderen, der var skolelærer, var aktive i foreningslivet, tog på højskole og tog Michael Schelde med.

"Kirkelig voksenundervisning"

Michael Schelde er både cand.theol. og cand.mag. i dansk og kristendomskundskab fra Aarhus Universitet. Han fik guldmedalje for sit speciale i teologi, han har skrevet ph.d.-afhandling om ”Kirkelig voksenundervisning”, han er merkonom i strategi og organisation. Han var som ung med til at grundlægge forlaget Anis, han har siddet i bestyrelsen for Forskerskolen Teologi og Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, han har været direktør i firmaet Dafolo A/S, han er i dag også hjælpepræst ved Dover Kirke ved Skanderborg men når han selv skal pege på noget, han er stolt af, bliver det et renoveret råd- og tinghus i Sæby ved Frederikshavn, der i dag bruges til ja foreningsliv. Michael Schelde har været med hele vejen og sidder i dag i bestyrelsen. For selvom han i dag bor i Aarhus og ikke længere i Nordjylland, hvor han boede mange år, så forlader man ikke sådan lige foreningslivet.

Hvad Michael Schelde ellers får tiden til at gå med, er ikke sådan at få ud af ham.

”Jeg samler ikke på frimærker eller sådan..., men jeg har løbet et par maratoner,” siger han og nævner ellers, at han nyder at arbejde både i Aarhus og København, hvor han gerne går i teateret eller ud og hører jazz.

Michael Schelde er gift med Kirsten Blicher Christensen og har tre voksne børn.