Forskeren, der vil have hurtige resultater

Jes Søgaard tiltrådte tre måneder før sin 60-årsdag en ledelsespost i Kræftens Bekæmpelse. Målet er at finde fejl i kræftbehandlingen væsentligt hurtigere end i dag

Professor Jes Søgaard sagde farvel til hverdagen i universitets-verdenen og goddag til Kræftens Bekæmpelse.
Professor Jes Søgaard sagde farvel til hverdagen i universitets-verdenen og goddag til Kræftens Bekæmpelse. Foto: Claus Boesen.

”Er du sikker på, at du vil bruge din ferie på det?”

Avisen kom seks timer senere i sommerhuset på Bornholm, end Jes Søgaard, professor og afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse, var vant til i rækkehuset i København. Den forstyrrede freden. Et læserbrev bed ud efter en af Jes Søgaards forskningskolleger.

”Sludder og vrøvl. Kritikken er urimelig,” tænkte Jes Søgaard.

Han lod det ikke blive ved tanken, selvom hans bedre halvdel prikkede lidt til ham, der i sommerhuset. Er det virkeligt nødvendigt at fare i blækhuset og skrive et brev til avisen, spurgte hun. I din ferie?

Men det blev både skrevet og sendt, for Jes Søgaard handler.

Han har aldrig været tiltrukket af en karriere inden for administration og forvaltning, hvor han har en fornemmelse af, at man skal spørge om lov til alting fire gange. På karbonpapir.

Det er ikke et forsøg på at være ”hovski-snovski”, han har respekt for dem, der trives i sådanne systemer. Han trives bare ikke. Han skal kunne vifte med armene, tænke tanker og se dem blive udført relativt kort tid efter.

Det er faktisk det, hans nye job går ud på.

Han havde egentlig sagt ja til et professorat på Aarhus Universitet ved Institut for Klinisk Medicin, og han synes, at det var givende at undervise kløgtige unge mennesker, men det battede bare ikke nok at skrive forskningsartikler. Ord, ord, ord uden at der rigtigt skete noget, det var følelsen. Derfor sagde han efter otte måneders ansættelse som fuldblods professor farvel til hverdagen i universitetsverdenen og goddag til Kræftens Bekæmpelse og en løsere tilknytning til universitetet som adjungeret professor med vejlednings-opgaver.

Han har været afdelingschef for ”Dokumentation og Kvalitet” i Kræftens Bekæmpelse siden den 1. maj. Afdelingen skal undersøge kræftbehandlingsforløb for at se på, om man kan optimere kvaliteten ved at skrue på nogle knapper. Dét er interessant, synes han, fordi det er viden, som på relativt kort tid kan udmøntes i bedre behandlingskvalitet.

Håbet er, at gruppen på markant kortere tid end i dag kan identificere et område, hvor kvaliteten i behandlingen er for dårlig, så det hurtigt kan blive ændret.

Med sin indtræden i Kræftens Bekæmpelse, fik han også plads i ledelsen, og selvom han understreger, at han bestemt ikke har brug for at komme helt til tops, så giver en plads om bordet mulighed for at være med til at prikke til retningen.

Jes Søgaard fik sin socialvidenskabelige kandidateksamen i 1981 og blev efter flere år i den hjemlige og internationale forskningsverden professor i sundhedsøkonomi i 1996. To år senere skiftede han til DSI Institut for Sundhedsvæsen, det senere KORA. 14 år og syv månder blev det til. Han blev fritstillet i forbindelse med en sammenlægning, hvor han blev tilbudt en stilling som key account manager uden forsknings- eller ledelsesindhold. Det sagde han nej til.

Han bor sammen med sin samlever, Lone Kemp, i København, deres sammenbragte børn er fløjet fra reden. Han fylder 60 år i morgen og fejrer dagen under private former.