Som ung gymnasielærer så Jørgen Hunosøe længselsfuldt ud ad vinduerne fra Midtfyns Gymnasium og langt efter forskerstillingerne i København. Han følte sig kaldet til noget andet. Når han i dag fylder 75 år, kan han se tilbage på en forskerdrøm, der gik i opfyldelse på godt og ondt.
Interessen for litteratur opstod allerede i barndomshjemmet i Nykøbing Falster, hvor Jørgen Hunosøe voksede op med sin far, der underviste på Latinskolen, og sin hjemmegående mor. Og da familien i hans spæde teenageår flyttede til Lyngby, blev litteraturen den unge mands nære ven.
Det var svært at finde sig til rette i det fremmede, nordsjællandske ungdomsmiljø, så Jørgen Hunosøe gav sig til at læse. Alt, hvad han kunne få fingrene i. Og det blev han ved med.
I 1967 tog han sin hovedfagseksamen ved Københavns Universitet, og fire år senere kunne han kalde sig mag.art. i nordisk litteratur. Under studiet introducerede professoren Aage Henriksen ham for nye sider af den danske digter Sophus Claussen som en digter med et skrøbeligt indre. Det vakte Jørgen Hunosøes nysgerrighed.
Ved siden af den efterfølgende lærergerning på Fyn gravede litteraten sig derfor ned i den store digter. Og Jørgen Hunosøe kom op igen med et 10-bindsværk om Sophus Claussens lyrik, der blev mødt med stor begejstring, en jubilæumspris i 1986 og en direkte adgangsbillet til forskermiljøet i København.
Jørgen Hunosøe stod i en årrække i spidsen for Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs litterære redaktion, kæmpede for udgivelsen af de store klassikere og redigerede omkring 75 titler til serien Danske Klassikere. En bedrift, han selv betegner som et af sine karrieremæssige højdepunkter, fordi han blandt andet fik banet vejen for udbredelsen af mindre anerkendte værker.
Jørgen Hunosøe beskrives som en mand med sine meningers mod omend med stor respekt for andres. Og ifølge vennerne er det ham, man går til, når man har brug for at vende eksistentielle spørgsmål uden at blive mødt med formanende ord.
Han bliver også betegnet som en vedholdende og stædig mand med en stærk udstråling. Det så man for alvor, da han i 2000 skrev en artikel til tidsskriftet Nordica om forfatter og forlagsdirektør Ole Wivels fem første digtsamlinger. Han fremanalyserede digterens nazistiske sympatier, der blev delt i kunstnersammenslutningen Ringen, som den senere Louisiana-stifter, Knud W. Jensen, også var en del af.
Wivel reagerede med forsvarsskriftet ”En ondskabsfuld klodsmajor Bemærkninger til Jørgen Hunosøe”. Men Hunosøe lå inde med breve og digte, der afslørede Wivels nazistiske sværmerier, og de blev trykt i Morgenavisen Jyllands-Posten.
Debatten voksede sig til en af de heftigste i dansk kulturliv i nyere tid. Sagen gav senere stof til en kriminalroman. Og når Jørgen Hunosøe ser tilbage, er det på en rædselsfuld periode, hvor beskyldninger om et personligt hævnmotiv nedbrød ham.
Alligevel er der intet, han i dag ville have gjort om, for arbejdet med litteraturen kom i første række, og Jørgen Hunosøe fortsatte sit litterære virke. Blandt andet i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek frem til 2006 i rollen som faglig redaktør af Arkiv for Dansk Litteratur.
Efter at være pensioneret har Jørgen Hunosøe genoptaget sin ungdomspassion for at skrive digte og har udgivet to digtsamlinger på Forlaget Elefanthuset. Tilværelsen i øvrigt deler han med sin hustru Mona. Han har to børn fra sit første ægteskab og fire børnebørn. Og familien fejrer ham i dag i hjemmet i København.