Sømandskirkernes nye alsidige formand

Tidligere medlem af Europa-Parlamentet Anne E. Jensen bliver Danske Sømands- og Udlandskirkers nyeformand. Hendes tidligere karriere spænder bredt, men interessen for kirken har altid været der

I Bruxelles var tidligere Europaparlamentariker Anne E. Jensen også bredt respekteret for sin ihærdige arbejdsindsats og saglige tilgang til det politiske arbejde.
I Bruxelles var tidligere Europaparlamentariker Anne E. Jensen også bredt respekteret for sin ihærdige arbejdsindsats og saglige tilgang til det politiske arbejde. . Foto: Danske Sømands- og Udlandskirker.

Fra cheføkonom til chefredaktør til parlamentariker. 63-årige Anne Elisabeth Jensen har haft en mere mangfoldig karriere end de fleste. Den 20. august kommer en ny tilføjelse, for her bliver hun formand for de Danske Sømands- og Udlandskirker, DSUK, som er det kirkelige og sociale netværk for danskere rundt om i verden.

Allerede nu har DSUK meldt navnet på den nye formand ud, for da fristen udløb til at stille op som formand, var der ikke kommet andre kandidater. Det kan lyde som et snævert valg, men det tyder nærmere på, at Anne E. Jensen er valgt af hele baglandet.

Inge Kjær Andersen, der har fungeret som formand for DSUK siden Hans Skov Christensens død i november, fortæller, at bestyrelsen brugte lang tid på at tegne en profil af den formand, de ønskede. Efter høring blandt DSUK's medarbejdere og menighedsråd slog det dem, at Anne E. Jensen ville være et rigtig godt bud.

”Det er kombinationen af, at hun har politisk erfaring, er et ordentligt menneske og vil kompromisser og samarbejde,” siger Inge Kjær Andersen om valget.

De værdier kan måske forklare Anne E. Jensens mangfoldige karriere. Hun er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet i 1978. Allerede som 33-årig blev hun i 1985 den første kvindelige cheføkonom i den danske bankverden, først i Privatbanken og senere i Unibank.

Ni år senere blev hun den første kvindelige direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, og i 1996 blev hun den første kvindelige chefredaktør på Berlingske Tidende, hvor hun tidligere har fungeret som økonomisk medarbejder i en kortere periode.

Siden 1999 har Anne E. Jensen siddet i Europa-Parlamentet for Venstre, hvor hun blev genvalgt to gange. Sidste år meldte hun ud, at hun ikke genopstillede ved forårets valg i 2014.

Dengang sagde hun til Altinget:

”Jeg har rejst frem og tilbage til Bruxelles i 15 år, og jeg kan ikke overskue fem år mere, og så har jeg lovet min familie at være mere hjemme.”

Familien består af ægtefællen cand.polit. Peter Marbæk Johansen og to voksne døtre.

Selvom hun har sagt farvel til EU, har hun ikke sagt farvel til politikken. Anne E. Jensen sidder i byrådet for Venstre i Kalundborg Kommune, samme område, som hun voksede op i og for ni år siden flyttede tilbage til.

I april blev Anne E. Jensen valgt som næstformand i Danske Havne, et område, der heller ikke er nyt for hende, idet hun under sin tid i Europa-Parlamentet blandt andet arbejdede med lovgivning inden for søfarten.

Kirken har altid spillet en rolle for Anne E. Jensen. Hun er tidligere formand for menighedsrådet ved Mariendal Kirke på Frederiksberg og er i dag suppleant til menighedsrådet ved Vor Frue Kirke i Kalundborg.

DSUK kan se frem til en formand, der også blandt politiske modstandere er kendt for at være ordentlig, grundig og arbejdsom.