En lammet arm skabte en krimidronning

Sara Blædel har altid været bidt af mordhistorier, men der skulle en lam arm til at skubbe hende mod at blive krimiforfatter. I morgen fylder hun 50 år

Krimiforfatter Sara Blædel er i gang med at skrive sin næste bog. Her er hun fotograferet ved sit hjem i Virum.
Krimiforfatter Sara Blædel er i gang med at skrive sin næste bog. Her er hun fotograferet ved sit hjem i Virum. . Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Efter opslidende år som tjener og en fortid som ambitiøs dressurrytter var den prisbelønnede krimiforfatter Sara Blædel nødt til at tage sit liv op til revision.

Hendes arm var nemlig lammet i perioder, og i flere år røg hun ind og ud af Rigshospitalet. Det resulterede i, at Blædel i 1993 etablerede krimiforlaget Sara B, hvor hun blandt andet udgav udenlandske krimiromaner som billigbøger, og i 1995 gik hun i sin fars fodspor som journalist.

Allerede som barn blev Sara Blædel, som fylder 50 år den 6. august, optaget af mordhistorier. Blandt andet spottede hun utallige søndagsbilister ved barndomshjemmet i Hvalsø, som uge efter uge kørte ud i skoven “for at grave lig og tyvekoster ned”, og hendes mor læste krimiromaner op for hende.

”Min mor læste krimier højt for mig, da jeg var barn. Hun sad i kurvestolen i mit værelse og lagde dramatisk stemme til forbryderne, ofrene og politifolkene hos Agatha Christie og andre forholdsvis fredelige krimiforfattere, og jeg elskede det,” har Sara Blædel engang fortalt i en artikel i Kristeligt Dagblad.

Men Sara Blædels første bog, ”Anne-Marie: Dronningen uden rige”, var ikke en krimi. Den handlede om den danske prinsesse Anne-Marie og udkom i 2000 i forlængelse af hendes arbejde som journalist.

Den første krimiroman, hun udgav, handlede om venindeparret kriminalassistent Louise Rick og journalisten Camilla Lind og hed ”Grønt støv”. Siden er der kommet syv romaner mere i serien senest ”Dødesporet”, som udkom i 2013.

Efter det valgte forfatteren at holde en pause fra skriveriet. Forældrene, tidligere skuespillerinde Annegrethe Nissen og Cavlingpris-vindende journalist Leif Blædel, døde med tre dages mellemrum i februar 2013.

”Lige nu sidder jeg med en følelse af, at mine forældre levede lykkeligt til deres dages ende, men der bliver selvfølgelig tomt,” sagde Sara Blædel til BT efter deres død.

Dog kan fans af veninde- og krimiparret Rick og Lind glæde sig over, at Sara Blædel på sin hjemmeside i begyndelsen af 2014 offentliggjorde, at hun allerede var begyndt at arbejde på den næste bog.