Tirsdag den 11. september 2001 var en usædvanlig dag. Ikke kun i New York og Washington, hvor en hidtil uset form for terror skabte angst, men også i resten af verden, som bestyrtet kiggede med på begivenhederne. I Kristeligt Dagblads daværende redaktionslokaler i Rosengården i København blev et møde på avisens Liv&Sjæl-redaktion om indholdet af den følgende fredags temasider afbrudt af de opsigtsvækkende nyheder fra USA.
Fredagens tema var ellers omtrent færdigskrevet, og sædvanen tro var indholdet tænksomt, planlagt i god tid og måske ikke ligefrem brandaktuelt. Forud for mødet var den grundige og omhyggelige Liv&Sjæl-journalist Dorte Remar en anelse stresset over, at der endnu var en tom plads på side 13, som skulle fyldes.
Da mødet var forbi, var hele det planlagte artikeltema skrottet, og de næste par dage satte Kristeligt Dagblads eksistensjournalistiske specialenhed sig selv på overarbejde i et forsøg på at afkode, ikke hvad der var sket 11. september, men hvordan det havde påvirket os som mennesker. Den avis, Kristeligt Dagblad sendte på gaden den 12. september 2001, var ikke specielt mindeværdig, men det Liv&Sjæl-tema om vor nye følelse af sårbarhed, som udkom den 14. september 2001, kan stadig læses med stort udbytte her 13 år efter.
I dag fylder Dorte Remar 60 år. Hun har været journalist siden 1982 og blev ansat på Kristeligt Dagblad i forbindelse med, at Liv&Sjæl-redaktionen blev oprettet i 1999. Dengang var hun redaktionens eneste faste journalist. Forud havde hun skrevet freelance for avisen et par år, og før dette arbejdede hun i 13 år som lokaljournalist på Helsingør Dagblad. Men hun har selv karakteriseret det job, hun har varetaget de seneste 15 år, som sit drømmejob, og episoden fra den 11. september 2001 er med til at vise, hvorfor fornøjelsen herved er endnu større hos alle de andre mennesker, som skriver og læser Kristeligt Dagblad.
Dorte Remar er måske ikke lige den journalist i Danmark, som er hurtigst på knapperne. Som på et splitsekund kan udsende en skarpt vinklet nyhed om en begivenhed, der netop har fundet sted, eller deler med tusindvis af læsere og ”følgere”, at hun har erfaret et eller andet fra en mere eller mindre pålidelig kilde. Til gengæld inkarnerer hun de fleste af de værdier, som dansk dagbladsjournalistik skal overleve på fremover: Grundighed, troværdighed, personlig indføling og sprogligt gehør. Og trods den langsommere kadence, det store og perspektiverende format naturligt fører med sig, besidder hun også den professionelle journalists sans for, hvornår aktualiteten kræver, at man skriver, så blodet sprøjter.
På Kristeligt Dagblad har Dorte Remar status som vor førende skribent til de store eksistensinterview ja, en af Danmarks bedste interviewere i det hele taget. Hun har igennem 15 år interviewet høj og lav, kendt og ukendt. Altid med fokus på den interviewede frem for intervieweren. Og oftest om emner, der ligger i umiddelbar forlængelse af Kristeligt Dagblad-sloganet ”Avisen om livets store spørgsmål”. Dorte Remar har modet til at stille disse spørgsmål og en passende ydmyghed til at stille dem på en måde, så interviewpersonen får mod til at svare.
Ved siden af kampene med at leve op til sine egne høje standarder og avisens aldrig svigtende ambitioner om eksistentielle dybder, udkæmper Dorte Remar også faglige kampe på vegne af Kristeligt Dagblads journalister, idet hun siden 2009 har været avisens tillidsrepræsentant.
Alle disse kampe skaber fra tid til anden et naturligt behov for at koble fra. Det sker bedst sammen med gode venner, ægtefællen gennem 21 år, journalist Keld Nissen, sønnen, journalist Daniel Remar, stakkevis af gode bøger eller med de store 1960'er-rocknavne som The Beatles, The Rolling Stones og The Doors på cd-afspilleren. Hjemmet ligger i nordsjællandske Snekkersten, mens tilflugtsstedet er sommerhuset på Fanø og den omkringliggende natur. Her søger hun gerne hen, mens hun bliver klar til at stille nye, store spørgsmål.