Lægen, der satte dødshjælp på dagsordenen

Overlæge Mogens Hilden, der for mere end 35 år siden blev fængslet, retsforfulgt og hængt ud for medlidenhedsdrab, gør status på sin 80-årsfødselsdag. Han ville gøre det hele igen, også selvom det kostede ham dyrt

Overlæge Mogens Hilden blev for 35 år siden sigtet for medlidenhedsdrab. Selv holdt han fast på, at der alene var tale om lindring af smerter. Retten gav ham ret.- Arkiv
Overlæge Mogens Hilden blev for 35 år siden sigtet for medlidenhedsdrab. Selv holdt han fast på, at der alene var tale om lindring af smerter. Retten gav ham ret.- Arkiv. Foto: Casper Christoffersen/Scanpix.

De kommer i dag. Familien, vennerne og de gamle kolleger. Læge Mogens Hilden fylder 80 år og skal fejres med maner. Og det er bestemt ikke første gang, at Hildens familie og venner stiller op. De var der nemlig også, dengang der ikke var noget at fejre.

”De var en stor støtte, måske den største,” siger Mogens Hilden fra hjemmet i Maribo på Lolland og fortsætter:

”De tvivlede aldrig på, at jeg havde handlet korrekt.”

Det er mere end 35 år siden, den pensionerede overlæge blev anholdt ved en konference i Stockholm og sigtet for medlidenhedsdrab på en ung, døende kvinde. Sagen vendte op og ned på den ellers respekterede overlæges liv. Han blev suspenderet, smidt i fængsel og hængt ud på forsiden af landets aviser. Men selvom forløbet satte dybe spor og den dag i dag kan være svært at tale om, er der ingen fortrydelse.

”Det kostede meget personligt, og det var stærkt ubehageligt, men det betød, at det i pressen og for den brede offentlighed blev præciseret, at det er lægens opgave og ansvar at hjælpe sine patienter i den sidste stund. Også når det kan bevirke, at livet bliver kortere for den uafvendeligt døende. Ingen skal dø i smerte. Det var vigtigt at slå fast, og jeg er i dag godt tilfreds med, at det i juraen er kendt som Hilden-sagen,” siger Mogens Hilden.

Mogens Hilden blev dengang pure frifundet for at have smertelindret den unge kvinde med store doser morfin og kunne fortsætte sit medicinske virke.

”Det var ikke en Florence Nightingale-drøm, men jeg havde et ønske om at hjælpe. Og jeg må sige, at jeg nu som 80-årig ved, at det, jeg har brugt en væsentlig del af mit liv på, ville jeg også bruge det næste liv på. Det er et meget givende felt, og det, at det fik personlige konsekvenser, ændrer ikke ved, at det var det helt rigtige arbejdsliv for mig,” siger han.

Og Mogens Hilden har siden sin pension fortsat sin indsats for at hjælpe andre. Hver uge er han tovholder i en diskussionsklub i det lokale genoptræningscenter, så ikke bare kroppen, men også ånd og vid kan holdes ved lige. Og en gang om måneden er han med til at stable fællesspisning og lektiehjælp på benene for Maribos indvandrere i et lokalt integrationsprojekt. Privat nyder han, at hans hustru netop er gået på pension, og at der er mere tid til børn og børnebørn, til det lille galleri i villaens kælder og til den daglige cykeltur rundt om Maribo Sø.

”Det er klart, at med 80 år så kommer også tankerne om døden tættere på. Jeg frygter den ikke, for jeg tror fuldt og helt på et efterliv, hvor vi møder vores kære igen. Og så stoler jeg på, at mine kolleger vil sørge for, at døden ikke bliver pinefuld.”

Læs stort interview med Mogens Hilden om sagen om medlidenhedsdrab på Kristeligt Dagblads hjemmeside