En forkæmper for forfulgte kristne

Ole Buchardt Olesen, præst i Gilleleje, bruger megen tid på Mellemøstens forfulgte kristne. I går var han liturg ved en forbønsgudstjeneste i København

Ole Buchardt Olesen har blandt andet skoset udenrigsminister Martin Lidegaard (R) for ikke at gøre mere for de forfulgte kristne i Mellemøsten.
Ole Buchardt Olesen har blandt andet skoset udenrigsminister Martin Lidegaard (R) for ikke at gøre mere for de forfulgte kristne i Mellemøsten. Foto: Privatfoto.

I går holdt Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, en gudstjeneste for de forfulgte kristne. Som liturg fik sognepræst i Gilleleje Kirke, 54-årige Ole Buchardt Olesen, for en stund en opgave, der ikke indbefattede prædikenen, men oplæsning af bønner. Initiativtager til forbønsgudstjenesten er præst i domkirken Stine Munch.

Ole Buchardt Olesen har gennem flere år interesseret sig for forholdene for de kristne i Mellemøsten. Han har skrevet om det, blandt andet i et debatindlæg for nylig i Kristeligt Dagblad, og han holder også foredrag.

Med gudstjenesten i går er han også sikker på, at bønner for forfulgte kristne faktisk hjælper.

”Og ikke mindst i de seneste 10 år har kristne, især i Mellemøsten, lidt meget,” siger han.

Ole Buchardt Olesens interesse for sagen begyndte med en konfirmandaktion, men siden har han fået kristne venner på Facebook i Syrien og kan derfor følge bedre med. Og han følger også med i medier, for eksempel Åbne Døre, der registrerer forfølgelse af kristne.

Og han går også tilbage i tiden og fortæller om, hvordan allerede Carsten Niebuhr (1733-1815) på den arabiske ekspedition fra 1761 til 1767, da han rejste til Konstanti-nopel, beskriver, hvor miserabelt livet var for de kristne i området.

Ole Buchardt Olesen vakler lidt mellem, om man burde tage kristne asylsøgere fra de værst ramte steder i Mellemøsten, eller om det faktisk ville være det samme som at tømme området for de kristne, som var der før muslimerne.

”Men Jesus siger jo også, at man ikke skal gå stille med dørene, men råbe fra hustagene.”

I Gilleleje Sogn er han ifølge medlemmer af menighedsrådet også en behagelig og positiv præst at arbejde sammen med. Også de har noteret sig, at præsten er optaget af forholdene for kristne i Mellemøsten.

Før Ole Buchardt Olesen kom til Gilleleje, var han præst i Køng og dernæst i sognene Gierslev-Ørslev-Solbjerg Sogne. 7000 mennesker bor der i Gilleleje hele året, og om sommeren er der langt flere - og også mange, der gerne vil se kirkeloftet, hvor jøderne gemte sig i oktober 1943. Herfra blev 80 jøder taget af tyskerne, fordi en ung kvinde havde røbet aktionen. Hun fortalte om den til kæresten, der var tysk soldat.

For nylig er Ole Buchardt Olesen blevet repræsentant for Folkekirkens mellemkirkelige Råd i Helsingør Stift, og ifølge andre kilder, så virker han som en dygtig mand på den post.

”Han er meget berørt af forhol-dene for forfulgte kristne, og det er nu aftalt, blandt andet på Buchardts initiativ, at arrangere en temadag i Helsingør Stift,” siger en kilde fra Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

Ole Buchardt Olesen arbejder ikke kun med netop det emne. Han blev præst, fordi han læste Søren Kierkegaard og befinder sig fint hos både Tidehverv, Frelsens Hær og i Luthersk Missionsforening. Lidt presset beskriver han sig selv som grundtvigsk-tidehvervsk. Og så anmelder han bøger i Præste-foreningens Blad og skriver også, når han bliver bedt om det, for Trykkefrihedsselskabets blad trykkefrihed.dk.

Familien består af hustruen Anne-Elizabeth Matzke, der er læge på Slagelse Sygehus, og to børn, en søn på 13 år og en datter på 20 år.