Præst og tidligere lokalpolitiker Olav Lilleør (V) har glemt en bisættelse én gang i sine 38 år som præst i Virum.
Ifølge hans ene datter stod han ude på genbrugspladsen, da han blev ringet op, mens han var i gang med at sortere affaldet.
”Så han styrtede af sted, præstekjolen kunne han ikke nå, men han nåede frem lige inden afslutningen og nåede at holde begravelsestalen, hvilket de pårørende blev meget glade for.”
I dag fylder han 75 år.
Lilleør-familien er - og for nogles vedkommende var - tæt knyttet til den teologiske bevægelse Tidehverv. Olav er født i Vestjylland den 1. september 1939, en historisk dag hvor Polen blev invaderet af nazi-tyskland og dermed startede Anden Verdenskrig.
I Vestjylland kunne krigen også mærkes i præstegården, da tyskerne i 1940'erne overtog udhusene og hestene. Tyskernes russiske krigsfanger kom også til at bo i udhusene. Samtidig blev loftsværelserne over stuehuset brugt som skjulested for modstandsfolkene fra Brammingegruppen.
Olav Lilleør forlod siden det vestjyske, blev uddannet cand.teol. og tog gymnasieskolernes pædagogikum, begge dele i 1968. I 1971 blev han sognepræst i Virum, og der bor han stadig med hustruen Grethe.
Fødselaren er en habil håndværker, noget man næppe kan sige om ret mange præster, men han sætter selv familiens to sommerhuse i stand. Og så er det som regel også ham, der gør rent i hjemmet.
Olav Lilleør har også været lokalpolitiker for Venstre i Lyngby-Taarbæk Kommune i 24 år. Den løbebane sluttede også, da han fyldte 70 for fem år siden.
Den ene datter kalder faderen ”den bedste prædikant, hun har kendt” og siger, at han altid prædikede med fokus på tiden.
”Han har altid haft opgør med det totalitære, både med kommunismen og islam. Jeg vil kalde hans prædikener for 'frihedsforkyndelse'.”
Det samme mener en anden kampfælle, som stadig er en del af Tidehverv.
”Olav er en ualmindelig hæderlig præst. Vi arbejdede blandt andet sammen i Forældrenes Børnekommission, hvor vi argumenterede for, at forældrenes børn netop er forældrenes børn og ikke kommunens.”
Børnekommissionen påtog sig også, i hvert fald en enkelt gang, at gemme børn for myndighederne. Det var der en præst, der fik en dom for. Men det var ikke Olav Lilleør.
Efter indsatsen for børnenes tarv gik den næste ”krig” i gang: Kampen om indvandringen. Og den kamp er endnu ikke slut. Den har varet fra 1983, hvor den senere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen fik et forslag til udlændingelov vedtaget, som Tidehverv har raset over lige siden.
Olav Lilleør har i sit otium lyttet en del til radiogudstjenester om søndagen.
”Jeg undrer mig over, hvor berøringsangste de fleste præster er for at trække linjerne op og gøre det klart, at der er forskel på kristendom og islam. Det er som om, de fleste præster undgår det emne, selvom vi dagligt rystes af medierne, som fortæller om de forbrydelser, der bliver begået i Guds navn.”
Olav Lilleør er ikke længere en stålsat tidehvervsmand. Han sagde i forbindelse med 70-årsdagen, at hans forhold til Tidehverv ”er bestemt af et armslængdeprincip”. Han læser stadig bladet Tidehverv, og ifølge flere kilder svigter han aldrig gamle venner, uanset om han kan være uenig med dem eller ej.
Grethe og Olav Lilleør har tre voksne børn, døtrene Kathrine og Camilla Lilleør samt sønnen Nikolaj.