Frivillighed er hendes inspiration

Ruth Cilwik Andersen er formand for Frivilligcenter Fredensborgi Humlebæk, og i morgen fylder hun 50 år

Siden 1989 har tyskfødte Ruth Cilwik Andersen boet i Danmark.-
Siden 1989 har tyskfødte Ruth Cilwik Andersen boet i Danmark.- . Foto: Torben Andersen.

Ruth Cilwik Andersen er født og opvokset i Tyskland, hvor hun uddannede sig til lægeassistent og herefter præst. Som et led i præsteuddannelsen rejste hun seks måneder til forskellige sociale institutioner og kirker i Europa, og herefter var hun syv måneder i Nepal og Indien for at arbejde på et børnehjem og på en klinik for ambulante patienter.

I 1989 kom hun til Danmark for kortvarigt at hjælpe en efterskole i Jylland med tysk-undervisning, men rejste aldrig tilbage igen. I 1990 flyttede hun til København for at blive ungdomspræst i en frikirke. Her arrangerede hun blandt andet ledertræningsforløb, weekend- og sommerlejre og ture til Ukraine og Tyrkiet og i Skandinavien.

Ruth Cilwik Andersens passion for formidling af de kristne værdier blev i 1990'erne brugt til ugentlige besøg på københavnske skoler i religionstimerne, i lokal-tv i KKR-udsendelser og som taler på kurser og konferencer.

Hun har taget en iværksætteruddannelse og læst til merkonom, og derudover er hun certificeret coach.

Ruth Cilwik Andersen flyttede i 2003 til Nordjylland og blev medlem af det regionale udviklingsråd, udvalget med særlige behov, skolebestyrelsen og Willow Creek Association DK. Hun var inspirator til etablering af Frivilligcenter i Kommunen. Hun var også med til at etablere Lokalafdelingen af Skole og Samfund i kommunen og arbejdede som formand, indtil familien flyttede til Humlebæk i 2008. Her blev Ruth Cilwik Andersen præst i Strandvejskirken i Humlebæk og tog i 2009, sammen med Vera Vetlesen, initiativ til at etablere Frivilligcenter Fredensborg, hvor hun stadig er formand.

Ruth Cilwik Andersen er gift på 20. år, har en søn på 16 år og en plejedatter på seks år.