Vestagers afløser spidder Dansk Folkeparti med satire

Helge Vagn Jacobsen afløser inden for kort tid Margrethe Vestager i De Radikales folketingsgruppe

51-årige Helge Vagn Jacobsen træder om kort tid ind i De Radikales folketingsgruppe.-
51-årige Helge Vagn Jacobsen træder om kort tid ind i De Radikales folketingsgruppe.- . Foto: folketinget.dk.

”Jeg vil nægte at modtage behandling fra en sygeplejerske med tørklæde - en læge med kalot - ensosu-assistent med et kors om halsen. Og jeg vil heller ikke behandles af et medlem af Dansk Folkeparti, fordi jeg hader citronmåner.”

Satiren drev ned ad Helge Vagn Jacobsens Facebook-væg i 2010, da han sendte en bredside mod Dansk Folkeparti, der foreslog at forbyde religiøse symboler som burka og hovedtørklæde i det offentlige rum.

Han vil dog ikke blæse til fornyet kamp mod Dansk Folkeparti, når han om kort tid træder ind i De Radikales folketingsgruppe som afløser for Margrethe Vestager, der skal til EU som kommissær.

De har ikke uret på alle punkter, siger han. Deres retorik er han dog stadig ikke særlig vild med:

”Det er vigtigt, at vi behandler folk værdigt og humant, og flygtninge bør behandles lige så humant som andre mennesker, også selvom de ikke ender med at få asyl. Jeg synes, Dansk Folkepartis retorik er for skarp på det punkt.”

Han ved endnu ikke, hvornår han skal køre til Christiansborg i stedet for til stillingen som vicedirektør i økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, men han er i gang med at forberede sig. Aftenerne bliver brugt på at læse op på de forskellige områder og studere regeringsgrundlaget. For det kom som en overraskelse, at han, som andensuppleant i Nordsjællands Storkreds, skulle ind på Christiansborg i denne periode. Men førstesuppleanten afløste Christian Friis Bach, som blev kaldt til FN, og derfor blev der også plads til andensuppleanten.

Helge Vagn Jacobsen ved endnu ikke, hvilke ordførerskaber han får. Det bliver afklaret en af de kommende dage, men han vil ikke ønske sig et særligt område. Han håber, at han får lov at blive i folketingsgruppen de næste mange år og vil ikke begrænse sig.

Han var et smut forbi SF som ung, men var partiløs i mange år, indtil han i 2005 meldte sig ind hos De Radikale. Delvis på grund af en lokalsag i Humlebæk, hvor han syntes, at de andre lokalpartier var for fokuserede på at klaske huse op i det landområde, der omgiver den nordsjællandske by. Han savnede en helhedplan, der tog hensyn til miljø og natur. Det havde De Radikale, syntes han.

Desuden var han irriteret over, at Venstre og De Konservative kørte parløb med Dansk Folkeparti på Christiansborg på det tidspunkt. Han syntes, det gav alt for meget råderum til Dansk Folkeparti.

Selvom sarkasmen driver på Facebook, vil Helge Vagn Jacobsen hellere finde løsninger end råbe højt, siger han.

Han bor i et bofællesskab med 25 andre familier i Humlebæk, og bølgerne kan godt gå højt til møderne, men så prøver han at se det fra den ene og den anden side, finde fælles fodslag og mægle. Det er hans rolle i stor-bofælleskabet, siger han.

Helge Vagn Jacobsen bruger ikke kun aftenerne til at læse op på politik. Han bereder sig også på at træde ud af anonymiteten. Han har genaktiveret sin profil på det sociale medie Twitter, hvor de fleste folketingspolitikere efterhånden er aktive for at markere sig, og der er allerede blevet oprettet et opslag om ham på det brugergenererede leksikon Wikipedia:

”Helge Vagn Jacobsen (født den 27. juni 1963) er en dansk folketingspolitiker for Radikale Venstre”, står der kortfattet og lidt før, skiftet reelt er sket.

Men han er på vej, ham andensuppleanten.