Aarhus får ny teologisk professor

Dr. theol. Ulla Schmidt, som stort set har boet i Norge hele livet, bliver ny professor i kirkeforskning i Aarhus

Dr. theol. Ulla Schmidt er opvokset i Norge, men fra den 1. november bliver hun en del af Aarhus Universitets Center for Samtidsreligion. Hun beskrives som en meget habil teolog, især inden for kirkeforskningen. - Privatfoto.
Dr. theol. Ulla Schmidt er opvokset i Norge, men fra den 1. november bliver hun en del af Aarhus Universitets Center for Samtidsreligion. Hun beskrives som en meget habil teolog, især inden for kirkeforskningen. - Privatfoto.

Dr.theol. og forskningsleder Ulla Schmidt vender for første gang hjem for at bo i Danmark, når hun forlader KIFO - Stiftelsen Kirkeforskning i Norge- for at blive professor MSO (med særlige opgaver, red.) på Det Teologiske Institut på Aarhus Universitet. Ansættelsen er femårig. I Norge har hun blandt andet forsket i, hvorvidt den norske kirke fungerer mest hensigtmæssigt, hvis ændringer kommer nedefra eller fra oven.

Ulla Schmidt flyttede som syv-årig til Norge med sine forældre, og det er her, hun har opbygget et ry som en meget dygtig og bredtfavnende forsker, og hvor hun også skrev sin doktordisputats i 1990, som tog udgangspunkt i tyske etikere, og blandt andet drejede sig om mellemmenneskelig praksis.

På Aarhus Universitet bliver Ulla Schmidt tilknyttet Center for Samtidsreligion, og en fremtidig kollega mener, at hun er så bredt funderet teologisk, at hun bliver et virkelig godt vitamintilskud til arbejdet med kirkeforskning.

”Hun er ualmindeligt vidende om de samfundsstrukturer, der præger især de skandinaviske folkekirker. Hun har også kortlagt nye vilkår for at være folkekirker i de nordiske lande. Og så er hun meget, meget omhyggelig,” siges det om hende.

”Ulla Schmidt ved noget om diakoni. Hun er meget bredt funderet og kan også kirkeforskningen, hvor tyngden ligger i dag. Og det er lige sådan en, vi har været på udkig efter til Aarhus Universitetet.

En forening af diakoni, praktisk teologi og kirkeforskning,” siger en kilde.

Ulla Schmidt er både medlem af folkekirken - ved barnedåb - og medlem af Den norske kirke. Og i Den norske kirke har hun varetaget en række hverv inden for kirken, blandt andet i Det Mellemkirkelige Råd, teologisk nævn og det norske lærenævn.

”Men jeg længes nok lidt efter en universitetstilværelse, et forsker- og fagmiljø og mere undervisning,” siger hun.

En anden kirkeforsker påpeger, at hun er meget stærk på kirkestatistik og en både fagligt dygtig og samvittighedsfuld forsker også på det område.”

Ulla Schmidt er også uddannet teolog, og har også taget eksamen fra Pastoralseminariet.

”Jeg er ikke ordineret, men jeg har de nødvendige kvalifikationer,” siger hun.

Når Ulla Schmidt undtagelsesvis lægger teologien fra sig, så er hun ”i den grad” til friluftslivet.

”Men jeg står ikke på ski som en nordmand,” understreger hun.

Hun kan godt stå på ski, men cykler og løbere hellere.

Ulla Schmidt er 47 år og enlig.

”Jeg blev fristet af stillingen, som Aarhus Universitets Teologiske Institut har slået op, for jeg lægger stor vægt på empirisk kirkeforskning,” siger den kommende professor.