Lone Bastholm blev født i Grønland, hvor hendes forældre arbejdede som henholdsvis læge og sygeplejerske. Men selv sammenligner den tidligere skuespiller, skuespilchef og kulturredaktør ofte sit liv med det persiske eventyr ”The Three Princes of Serendip”.
Eventyret handler om tre prinser, der drager ud fra landet Serendipity og klarer sig godt i verden, fordi de møder alt fremmed med de mange gode ting, de har med hjemmefra. Og på samme måde har Bastholm brugt sin ballast fra forældrene, som lærte hende at være ydmyg, usentimental og frisindet.
Derhjemme lærte hun også den berømte sætning, der ofte tillægges den franske forfatter og filosof Voltaire (1694-1778): ”Jeg er uenig i alt, du siger, men vil til min død forsvare din ret til at udtrykke det.”
Det var Lone Bastholms far, der præsenterede hende for sætningen, der skyldes forfatteren Evelyn Beatrice Hall, da hun var teenager, og ordene har fulgt hende lige siden.
”Det er blevet en læresætning for mig og har bidt sig særligt fast, fordi jeg også er opdraget med det synspunkt, at man skal forsøge at forstå anderledestænkende. Man har et personligt ansvar for, hvordan man tænker om og behandler andre. Alle skal have lov til at have deres egne meninger uden i yderste konsekvens at blive slået ihjel for dem,” sagde hun i marts måned til Kristeligt Dagblad i et interview om ord, der tæller.
Med den filosofi er hun selv blevet en af dansk kulturlivs helt store skikkelser via sin egen snørklede vej.
Efter studentereksamen og et ophold i Paris tog hun skuespilleruddannelsen og fik siden job på Odense Teater i perioden 1960-1965. Herefter rejste hun fire år til Oslo med sine norske ægtefælle, Eigil Nansen, og arbejdede blandt andet som instruktørassistent på Oslo Ny Teater.
I 1969 blev parret skilt, og hjemme i Danmark gjaldt det en bifagseksamen i teatervidenskab ved Københavns Universitet. Derefter fulgte en lang årrække med instruktøropgaver ved Radioteatret i Danmark og Norge, ved svenske teatre og danske teaterscener.
Hun fik blandt andet ros for vellykkede instruktioner af stykker skrevet af den svenske forfatter, P.O. Enquist, der senere blev hendes ægtefælle. I 1978 blev Lone Bastholm skuespilchef på Det Kongelige Teater, en post med tradition for øretæver.
Lone Bastholm har siden sagt om sine otte år på posten, at det var de morsomste og mest interessante år i hendes liv, men også de mest slidsomme. Hun skiftede i 1986 chefstolen ud med titlen som presse- og kulturrådgiver ved den danske ambassade i Paris, men stillingen som fiktionschef på den nyoprettede kanal TV 2 lokkede hende tilbage til Danmark to år efter.
Siden blev hun kulturchef samme sted, før hun i 2000 begyndte tilværelsen som freelancer, blandt andet med foredragsvirksomhed. Desuden er hun forfatter til flere bøger, herunder ”Kvindens plads” om kvindelige ledere. Og så er hun ridder af Dannebrog.
Hendes liv har været afvekslende, spændende og udfordrende, men alderen har været en udfordring at tackle for Lone Bastholm, der fylder 80 i dag:
”Når man bliver ældre, bliver mulighederne færre. Jeg har ikke lært at acceptere alderen endnu. Det er både kræfterne, udseendet, livet som kvinde og fremtidsmulighederne, det handler om. Fremtiden ligger bag én, har jeg indtryk af. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg skal holde af og acceptere det at blive ældre. Men mon ikke tiden er så nådig, at man kommer til at acceptere alderen mere og mere. Den bliver en naturlig del af livet,” har fødselaren tidligere udtalt her i avisen.