Hun kæmper for DR UnderholdningsOrkestrets overlevelse

Malena Rønnow står bag en stor underskriftsindsamling imod lukningen af DR UnderholdningsOrkestret. Hun forstår ikke beslutningen om at lukke det, hun kalder landets mest innovative orkester

Malena Rønnow, som selv er uddannet inden for den klassiske musik, har startet en facebook-gruppe for bevarelse af UnderholdningsOrkestret. - Privatfoto
Malena Rønnow, som selv er uddannet inden for den klassiske musik, har startet en facebook-gruppe for bevarelse af UnderholdningsOrkestret. - Privatfoto.

”Nogen må gøre noget,” tænkte Malena Rønnow, da det i sidste uge kom frem, at DR UnderholdningsOrkestret fra 2015 lukker og slukker som et led i en større spareplan i DR.

Tanken, om at det 75 år gamle orkester om få måneder ikke mere skal forkæle danskerne med god orkestermusik, endte med at være så tung for den 30-årige musiker, at hun selv besluttede at være den ”nogen”, som gjorde noget.

Mandag i sidste uge startede hun således en Facebook-gruppe for bevarelsen af DR UnderholdningsOrkestret. En lille uge senere har gruppen 43.000 såkaldte likes. Opbakningen på Facebook var imidlertid ikke nok for Malena Rønnow, så derfor har hun også på internettet sat en regulær underskriftindsamling i gang imod lukningen af orkestret, og her har 24.000 personer indtil videre skrevet under.

Malena Rønnow er selv uddannet inden for den klassiske musik. I 2010 færdiggjorde hun en master i klassisk sang fra musikkonservatoriet i Bruxelles, hvorefter hun rejste hjem til Danmark og fik en kandidatgrad som musikperformer fra Syddansk Musikkonservatorium. Det er således med en vis ballast i bagagen, at hun blander sig i lukningen af DR UnderholdningsOrkestret. Ifølge den fynske mezzosopran er lukningen af orkestret katastrofal, ikke mindst fordi det formår at gøre noget, som ellers er så svært, nemlig at bygge bro mellem den moderne og den klassiske musik.

Hun kalder orkestret for landets mest kreative og innovative og finder det paradoksalt, at det orkester, der netop har været i front med hensyn til at hente nyt publikum ind, og som er det mest folkekære og succesfulde internationalt, er det, der bliver lukket. Orkestret formår, siger hun, både at levere klassisk musik på et højt niveau og at eksperimentere med nye genrer og samspil, som når det har optrådt med solister som Mads Langer og Tina Dickow.

Malena Rønnow er freelancemusiker og har flere gange assisteret DR's Koncertkor. Hun påpeger dog, at det er lige så meget som publikum og fan, at hun ærgrer sig på DR UnderholdningsOrkestrets vegne.

Som freelancemusiker arbejder Malena Rønnow hele tiden med forskellige projekter og i forskellige sammenhænge. Senest medvirkede hun i august måned i Verdis ”Troubaduren” på udendørsscenen Opera Hedeland. Og i næste uge skal hun med DR's Koncertkor medvirke i en af de populære torsdagskoncerter, som også sendes på radioens P2.

Malena Rønnow er vokset op i Bruxelles, hvor hendes forældre arbejdede i EU-kommissionen, og hun rejste først hjem som 25-årig, da hun havde færdiggjort første halvdel af sin uddannelse. Her bosatte hun sig i den fynske hovedstad, hvor hun i dag har fastansættelse som kirkesanger i Odense Domkirke. Hun tilbringer dog en del tid i toget, idet mange af hendes opgaver ligger uden for Fyn.

Når ikke den står på musik og sang, har Malena Rønnow flere andre interesser, som hun kaster sig over. Blandt andet er hun leder hos FDF, hun elsker at strikke, og så er hun bidt af det, der hedder ”Postcrossing”, som er et koncept, hvor man skriver og udveksler postkort med vidt fremmede mennesker fra hele verden.

Malene Rønnow er gift og har ingen børn.