Afsked med et umådelig lidenskabeligtog antikonformt menneske

Kristendommen og jødeudryddelsen prægede digter og billedkunstner Henrik Have fra No ved Ringkøbing. Han døde forleden, 68 år

Henrik Have var ikke kristen på nogen sværmerisk måde med moderigtige fornemmelser og spirituel pærevælling af mange bekendelser. Han gik i kirke, sad en tid også i menighedsråd og forlangte den rene vare i forkyndelsen. -
Henrik Have var ikke kristen på nogen sværmerisk måde med moderigtige fornemmelser og spirituel pærevælling af mange bekendelser. Han gik i kirke, sad en tid også i menighedsråd og forlangte den rene vare i forkyndelsen. - . Foto: Scanpix.

Digteren og billedkunstneren Henrik Have er død, 68 år. Og lad os huske at sige ”digter” først. Det er nok de stærke og originale malerier og skulpturer, Have er mest kendt for, men han opfattede sig primært som lyriker, der malede ved siden af. Billederne giver smør på brødet, bemærkede han. Men sandelig også Eckersberg Medaillen, for kvaliteten var høj.

Hans talrige digtsamlinger bliver nok heller aldrig folkeeje, avantgardistiske som de er. Den allersidste, ”Hovedsporet”, er dog pludselig præget af en forunderligt slagfærdig humor.

På den kunstneriske front kom Henrik Have til gengæld langt ud. Allerlængst, da han udstillede på Grand Central Station i New York. Hjemlige byrum smykkes også af hans begavet udtænkte skulpturer. Og man mærker lyrikeren i skulptøren, når digtlinjer pludselig lyner i værkerne. På en granitrende med vand i Ringkøbing står der således manende: ”Tiden hjemme er for sandstorm, stederne er mest af ingenting, og du går sikkert i hi på tossedage. Ved hastværkets slutning tager den forundrede snegl opstilling foran det steppende øje.” Man skal kunne vente og slippe travlheden, mente Have.

Renden står i forbindelse med et andet Have-værk, ”Arions brønd”, hvorfra vand vælder med skiftende intervaller for at løbe ned i renden gennem en rist, støbt af omsmeltede bronzebogstaver fra slettede gravminder i Ringkøbing og opland. De dødes navne er vandets port og filter, ment som et knæfald for evigheden.

Her mærkes Haves religiøse sindelag. Det klinger også i navnet på hans kæmpestore, terningformede skulptur i en rundkørsel: ”Ezekiels skammel”.

Henrik Have var ikke kristen på nogen sværmerisk måde med moderigtige fornemmelser og spirituel pærevælling af mange bekendelser. Han gik i kirke, sad en tid også i menighedsråd og forlangte den rene vare i forkyndelsen.

Have var et umådelig lidenskabeligt menneske. Fortalte han om en tragisk episode, set engang på en kornet filmdokumentation af jødeudryddelsen, kunne stemmen knække i oprigtig sorg og tårerne strømme. Han kunne også buldre vredt med sin karakteristiske stentorstemme, hvis han havde truffet forlystelsessygt fuskeri fra en fjollet præst. Da tordnede han nærmest som en gammeltestamentlig profet. Tilsvarende, når han talte om dårlig digtning. Eller om radikale politikere, der ”vil retlede os helt ud i detaljen”.

Han kredsede ofte om netop jødeudryddelsen. Den var en tragedie, som ikke slap Have, siden han som skoledreng i klassen fik vist en film om kz-lejrene. Han var anfægtet af den tragedie, og den hjemsøgte ofte hans digtning.

Henrik Have var københavner, men flyttede tilbage i 1971 til No ved Ringkøbing. Her, på et nedlagt husmandssted med atelier i stalden, kunne man arbejde bedst, erklærede han, fjernt fra de miljøer af kolleger, der klapper ryg - eller stikker kniv i ryg. ”Jeg kan ikke holde byer ud. De er Kains steder,” bekendte han sidste år her i avisen.

Henrik Have oplevede den dybe glæde, som sandelig også bevægede ham, at blive fader i moden alder. Han efterlader sig således hustru og en søn på to år.