Hun vil styrke netværkets engagement

Anne Mie Skak Johanson, sognepræst i Tyrstrup-Hjerndrup Pastorat, er netop blevet valgt til ny bestyrelsesformand for Mission Afrika

Anne Mie Skak Johanson blev valgt på Mission Afrikas års- og repræsentantskabsmøde i sidste uge. -
Anne Mie Skak Johanson blev valgt på Mission Afrikas års- og repræsentantskabsmøde i sidste uge. - . Foto: Anne Sofie Bjørn Bitsch.

Den 48-årige Anne Mie Skak Johanson fra Odder er valgt til ny bestyrelsesformand af bestyrelsen, efter at Mission Afrikas tidligere formand, sognepræst Thomas Hansen, valgte at trække sig fra formandsstolen og fortsætte som menigt bestyrelsesmedlem.

”Som bestyrelse skal vi finde ud af, hvordan vi kan engagere vores netværk og partnere i Danmark og Afrika i mission, selvom konflikter i Afrika besværliggør udveksling,” siger Anne Mie Skak Johanson og understreger, at mission og Mission Afrikas netværk skal være i fokus:

”Jeg bliver tilfreds som formand, hvis det går missionen godt. Det betyder, at jeg - sammen med det team, som bestyrelsen er - vil forsøge at føre Mission Afrika frem i en positiv retning, så vi fortsat bliver ved med at være en missionsorganisation, som det er attraktivt for vores bagland og for vores netværk at være en del af.”

Samtidig ser den nye formand frem til at gribe fat om de udfordringer, som et konfliktramt Vestafrika kaster af sig.

”Vi står i en ny tid som missionsorganisation. Mange af vore partnerlande er i øjeblikket præget af konflikter, der vanskeliggør udveksling mellem Danmark og Afrika. Som bestyrelse skal vi finde ud af, hvordan vi kan udvikle og engagere vores netværk og partnere i Danmark og Afrika i mission, selvom konflikter i Afrika besværliggør udveksling,” siger Anne Mie Skak Johanson, der træder ind som formand i Mission Afrikas bestyrelse med flere bestyrelsesposter, organisationserfaring og 12 års præsteembedserfaring i bagagen.

Hun blev cand.theol. fra Aarhus Universitet i 2001 og var under studiet involveret i ledelsen af Dansk Oase, hvor hun i 2002 blev netværkskoordinator med henblik på hjælp og opmuntring til de menigheder, som er relateret til Dansk Oase, og i 2005 blev hun landsleder.

Hun har siden været frimenighedspræst i Odder Frimenighed, og efter et par vikariater i Vamdrup-Hjarup og Tilst-Kasted Pastorater blev hun i midten af august i år sognepræst i Tyrstrup-Hjerndrup.

Anne Mie Skak Johanson er gift med Leif Johanson, som er præst i Odder Frimenighed, og så er hun mor til fire børn.