En forfatter kan støttes på mange måder. Da hætten til H.C. Branners fyldepen engang i 1940'erne var blevet beskadiget, sleb en boghandlerlærling den til, så den atter kunne skrues på. I over 60 år blev eleven på andre måder en vigtig støtte for forfattere. Hans navn er Otto B. Lindhardt - der er blevet betegnet som den nok ”mest indflydelsesrige danske forlægger i anden halvdel af det tyvende århundrede”. I dag fylder han 90.
Tidligt vidste den stadigt vitale fødselar, at det var forlægger, han ville være. En mand af faget rådede ham dog til først at blive boghandler - og indskærpede, at det helst skulle ske i provinsen. Han kom så i lære i Holte Boghandel, hvad der jo ikke lyder af provins, men forretningen var faktisk medlem af Provinsboghandlerforeningen.
Efter udstået læretid forlod han ”provinsen” og blev ansat i en nyetableret boghandel på Nytorv i København. En ansættelse på et ligeledes nyt forlag blev det også til, inden han i 1949 rejste til USA, hvor han opholdt sig indtil 1951. Det var en periode, der blev afgørende for hans udvikling og dermed også for den danske bogbranche, som han i høj grad kom til at præge.
Via sin nærkontakt med den amerikanske forlagsverden blev han fortrolig med bogklubsystemet, der på dette tidspunkt var ukendt i Danmark. Ligeledes vakte billigbøger og paperbacks, der dominerede bogmarkedet i USA, hans interesse. Desuden sluttede han venskaber med unge forlagsfolk, der senere kom til at indtage fremtrædende stillinger. Disse kontakter skulle senere blive af den største betydning for ham.
Hjemvendt til Danmark blev Otto B. Lindhardt den egentlige leder af det unge, idealistiske Wivels Forlag, der holdt til i en tidligere barbersalon på Frederiksberg. Underskuddet blev dækket af direktør Knud W. Jensen, der i 1952 erhvervede aktiemajoriteten i det i disse år skrantende Gyldendal. Lindhardt blev derefter en ung underdirektør på det gamle forlag - kun 27 år var han.
Senere overtog han direktionen sammen med vennerne Ole Wivel og Jokum Smith. Otto B. Lindhardt, der tog sig af den oversatte litteratur samt salg og reklame, mindes perioden med stor glæde og har fremhævet den for ”en vidunderlig eufori og et skønt samarbejde”. Det var blomstrende år med mange nye tiltag, blandt andet i form af billigbøger. De populære Tranebøger blev således lanceret i 1959.
Umiddelbart efter Gyldendals 200-årsjubilæum i 1970 forlod Otto B. Lindhardt sin stilling som administrerende direktør, angiveligt fordi han følte, at han var kommet for langt væk fra det egentlige, forfatterne og bøgerne. Sammen med sin daværende hustru, Helga Lindhardt, og sin nære medarbejder på Gyldendal Gert Ringhof stiftede han Lindhardt & Ringhofs Forlag, der hurtigt kom til at indtage en fremskudt plads på det danske bogmarked. For eksempel med bøger af Johannes Møllehave, som forlaget har haft stor glæde af. Central blev endvidere kvindelitteraturen - repræsenteret af forfattere som for eksempel Märta Tikkanen, Marilyn French og Anas Nin.
Om sit virke fortæller Lindhardt, der i 2011 blev hædret med Rungstedlundprisen, i erindringsbogen ”Var det ikke nemmere at købe Gyldendal? Historier fra et forlæggerliv” (2011) - et liv, der tillige har omfattet meget organisationsarbejde.
Fra hjemmet i Klampenborg følger Otto B. Lindhardt fortsat ”sine forfattere”. Således har han netop læst et manuskript til en erindringsbog af en af dem, han har samarbejdet med i mange år, nemlig Leif Davidsen.
Bogbranchen generelt anser han for at være i opløsning. Og i betragtning af dens uforudsigelighed tør han ikke stole på, hvad han eventuelt selv måtte have af bud på dens fremtid.
Gift er han med en tidligere journalist, Bente Arendrup, der fyldte 90 i juni. Han har en datter og en søn samt seks børnebørn. En tvillingebror til sønnen døde for få år siden.