En lattermild provst med politisk tæft

Den nye formand for Danmarks Provsteforening kryber ikke langs panelerne

Den nye formand for Danmarks Provsteforening, Jette Marie Bundgaard-Nielsen. Hun mangler dog ridderkorset ved denne lejlighed. -
Den nye formand for Danmarks Provsteforening, Jette Marie Bundgaard-Nielsen. Hun mangler dog ridderkorset ved denne lejlighed. - . Foto: Folkekirkeinfo i Aarhus Stift.

For nylig blev den 53-årige Jette Marie Bundgaard-Nielsen ny formand for Provsteforeningen.

Den lille kvinde med den hjertelige latter er ikke bange for at sige sin mening - og som provst i Skanderborg er hun meget vellidt af både præstekolleger og menigheden.

Jette Marie Bundgaard-Nielsen er uddannet lærer, og før hun blev præst i 1992, var hun lærer i Silkeborg.

Det var teologien, der trumfede pædagogikken, men kun for at bruge den i en kirkelig sammenhæng i stedet. Og i kraft af lærer-tiden har hun også haft blik for kirkeligt ungdomsarbejde.

Jette Marie Bundgaard-Nielsen er ikke en, der kryber langs panelerne, og hun beskrives som en provst, der er aldeles fabelagtig til at skabe nye samarbejdsrelationer.

Og så, siger en provstekollega, tænker hun også politisk klogt.

At en kollega kalder hende en provst med politisk tæft, betyder også, at hun manøvrerer i et farvand med kant til det politiske, et talent, hun bestemt kan få behov for, når der nedsættes udvalg i kirkelige regi.

En anden siger, at hun er optaget af balancen mellem indholdet i det kirkelige og i alt det udenom.

”Jette Marie har mange meninger og holdninger om det kirkelige, og hun kryber ikke langs væggen med dem,” hedder det også om hende.

Et af Jette Marie Bundgaard-Nielsens særkender er hendes markante briller, som hun ofte skifter ud. Den nye provsteformand blander sig også i teologiske debatter, blandt andet i forbindelse med at redigere bøger om teologi.

Hun har blandt andet været medredaktør på ”I hvert fald”, skrevet af 18 præster, som omhandler vielses- og begravelsestaler. Hun har også redigeret Kritisk Forum.

Jette Marie Bundgaard-Nielsen har haft flere jyske præstestillinger siden kandidatgraden i 1992 fra Aarhus Universitet.

Blandt andet fik hun et vikariat i Vejle i 1993, der strakte sig fra maj til december det år.

”Hun kom med et helt utroligt gåpåmod, så man tænkte: 'Du godeste, kan man også gøre sådan?'. Der var godt nok gang i den, og det var bare et vikariat,” siger en, der overværede hendes engagement.

Jette Marie Bundgaard-Nielsen er også kendt for at være en god vinkender og for at have højnet kvaliteten i det faglige arbejde i provsteforeningen.

I 2004 blev hun provst i Gjern-Galten-Hørning Provsti, og i 2007 blev hun provst i Skanderborg, og også her var hun populær blandt provstiets præster.

Det forlyder fra kolleger, at Jette Marie Bundgaard-Nielsen har målrettet arbejdet på de indre linjer for at få sit provsti til at fungere optimalt.

”Hun har blandt andet indført noget, de kalder et firkløver-samarbejde, som går ud på, at sognene er delt ind i fire grupper, der hver især har et tættere samarbejde. Det er dels for at skabe en større administrativ overskuelighed for de enkelte sogne, dels for at give nogle bedre og tættere samarbejdsrelationer i det daglige liv i provstiet, som er geografisk stort og demografisk meget varieret. Og det virker,” hedder det fra en kollega.

Jette Marie Bundgaard-Nielsen er gift og har to børn, en dreng og en pige.