Glæden ved at lære stopper aldrig

Læring må der til for 76-årige Gudrun Elisabeth Nielsen. På 15. år deltager hun i Teologi for Lægfolkskurser, som giver hende både nye input og gode kammerater

”Jeg føler mig som en muldvarp, der får lov at grave i teologien,” siger Gudrun Elisabeth Nielsen om Teologi for Lægfolk, som hun har deltaget i de sidste 15 år.-
”Jeg føler mig som en muldvarp, der får lov at grave i teologien,” siger Gudrun Elisabeth Nielsen om Teologi for Lægfolk, som hun har deltaget i de sidste 15 år.- . Foto: Lars Aarø/Fokus.

Drømmen var at blive skolelærer.

Men forældrene havde ikke råd til at sende Gudrun Elisabeth Nielsen på realskole, for det krævede penge både til bøger og transport.

De manglende muligheder for uddannelse i ungdommen fjernede dog aldrig lysten til at lære.

På 15. år er 76-årige Gudrun Nielsen med på Teologi for Lægfolks kurser, hvis formål er at give teologisk voksenundervisning til alle interesserede.

Kurserne strækker sig over en weekend hver måned i tre år, men Gudrun Nielsen er så begejstret for forløbene, at hun nu er på overbygningen.

”Det er fantastisk, for vi får musik, kunst og lov til at læse en masse bøger. Jeg har altid været glad for at gå i kirke, men jeg er blevet endnu gladere for det. Det udvikler mit liv. Jeg får så mange gode input, det gør mit liv så spændende og fantastisk,” siger hun.

Teologi for Lægfolk har åbnet mange døre for Gudrun Nielsen. Hun har været med på ture til Rom, Israel og København og planlægger næste år en tur til Betlehem, hvor de skal samle penge til oliventræer.

De samme rejser var der ikke råd til i den husstandsfamilie i Aulum i Vestjylland, hvor hun voksede op som tredje barn ud af fem.

Hver søndag gik hun i kirke med sin far. Så kunne hun gå med ham i hånden alene på vej til kirken, for resten af familien tog ikke altid med.

”Min far lærte mig to gode ting: At gå i kirke og at bede Fadervor,” siger hun.

Hun var glad for at gå i skole og havde nemt ved det.

Men som 12-årig kom Gudrun Nielsen ud at tjene. To år senere havde hun sparet så mange penge sammen, at hun kunne tage fem måneder på Salling Ungdomsskole, hvor hun dyrkede en masse gymnastik. Efterfølgende tog hun også på højskole.

Interessen ved gymnastikken var vakt, og senere uddannede hun sig til gymnastiklærer. Selvom det ikke var det samme som skolelærer, fik hun mulighed for at undervise.

De sidste 51 år har Gudrun Nielsen været gift med Ejvind. Han var landmand og havde en gård ved Sporup, som deres søn overtog i 2005. Parret bor stadig tæt på deres to børn og tre børnebørn, som ofte kommer forbi.

Da deres søn skulle døbes, holdt de dåben i det lokale forsamlingshus. Værtinden spurgte, om Gudrun Nielsen kendte nogen, der kunne hjælpe til i forsamlingshuset. Det kunne Gudrun, og det blev til en længere ansættelse, hvorfra hun gik på efterløn i 1999. I forsamlingshuset var hun kogekone og styrede arrangementerne og de unge, der var ansat der i tidens løb.

Pensionisttilværelsen bliver ikke brugt på at trille tommelfingre.

”Mange siger, at jeg har overskud. Jeg siger altid, at overskud avler overskud. Men jeg er også heldig, for jeg har et fantastisk helbred,” siger Gudrun Nielsen.

Ud over at studere teologi for lægfolk står hun i en Røde Kors genbrugsbutik hver fredag, arbejder stadig fra tid til anden i det lokale forsamlingshus, er sognemedhjælper og laver mad og kaffe på Kunstcentret Silkeborg Bad.

Operature har der også været tid til, for alt med kunst og musik interesserer hende.

Teologi for Lægfolk har øget Gudrun Nielsens interesse for kirken. Hun nyder, at dagens tekst giver større mening, jo mere hun ved om teologi, og føler, at hun kan bruge sin tro.

”Og så har jeg gode klassekammerater.”