Hun er specialist i gonader

Overlæge Marianne Andersen er netop blevet ansat som professor på Syddansk Universitet. Hormonproducerende kirtler er hendes område

Mænd og kvinders kirtler skal fungere godt. Gør de ikke det, er der hjælp at hente hos Marianne Andersen. -
Mænd og kvinders kirtler skal fungere godt. Gør de ikke det, er der hjælp at hente hos Marianne Andersen. - . Foto: SDU.

Ordet endokrinologi hører ikke til blandt dem i det danske sprog, der er nemmest at udtale. Men det er det felt inden for lægeverdenen, som den nyudnævnte professor på Syddansk Universitet, SDU, Marianne Andersen er specialist i.

De seneste 10 år har hun arbejdet som overlæge med sygdomme i de endokrine kirtler, som er de kirtler i kroppen, der procucerer hormoner. Dem er der flere af: binyrerne, hjernens hypofyse og de såkaldte gonader: æggestokke og testikler. Og hvis de ikke fungerer normalt, er der brug for speciallæger som Marianne Andersen.

Den nyslåede professor Marianne Andersen er 51 år, og hun blev uddannet fra Odense Universitet, som det hed dengang, i 1990. Otte år senere forsvarede hun sin ph.d.-afhandling, og i 2013 afleverede hun sin doktorafhandling. Inden da, i 2002, blev hun speciallæge i medicinsk endokrinologi efter at have uddannet sig på Odense Universitetshospital. Hun er ud over professoratet ansat som specialeansvarlig overlæge.

Ved siden af arbejdet med patienterne er hun desuden aktiv i flere forskningsprojekter. Det er meningen, at professoratet skal styrke forskningen inden for specielt mangel på hypofysehormoner efter strålebehandling, og på længere sigt skal forskningen også vise, hvilke grupper af mænd der har gavn af behandling med mandligt kønshormon. Endvidere vil den udbredte kvindesygdom polycystisk ovariesyndrom, hvor kvinder ofte har uønsket hårvækst og uregelmæssige menstruationer, komme under lup. En følgevirkning af tilstanden kan være, at de udvikler type 2 diabetes.

Også mændene tilgodeses af hendes forskning. Aktuelt sikrer et femårigt forskningsstipendium på 2,5 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden nemlig forskningen i blandt andet testosterons betydning for muskelfunktion og sukker- og fedtomsætning hos mænd.

Marianne Andersen har gennem årene skrevet et ikke ubetydeligt antal videnskabelige artikler, og dertil kommer, at hun gerne deler ud af sin viden. Det sker i en mere populær form end på rent lægelatin, blandt andet i patientforeninger som Hypofysenetværket og Addisonforeningen.

Men man slipper nok ikke for at skulle sige ”endokrinologi”, hvis man vil spørge hende om noget.