”Det er sundt at huske på, at man ikke kan tillade sig mere, fordi der er kamera på”

Journalist Anders Agger har med sin venlige, ikke-konfronterende fremtoning og evne til at lytte skabt sin egen form for tv-dokumentarisme. I dag fylder han 50 år

"Når jeg laver interview med folk, vil jeg rigtig gerne have en samtale, ligesom når man får en borddame," siger Anders Agger, der i dag fylder 50. Foto: Scanpix
"Når jeg laver interview med folk, vil jeg rigtig gerne have en samtale, ligesom når man får en borddame," siger Anders Agger, der i dag fylder 50. Foto: Scanpix. Foto: Henning Bagger/Scanpix.

Mange vil mene, at man ikke kan være venner med alle. Men det er måske i virkeligheden det, Anders Agger er? Han har skabt sin helt egen niche i en tv-dokumentar-genre, hvor udgangspunktet altid er, at han holder af menneskene.

Uanset om han taler med en fortravlet virksomhedsleder, en hjemvéramt kostskoleelev, en døende mand på hospice eller med Klaus Rifbjerg i en Vesterhavsklit, så sker det på en altid venlig og empatisk facon. En facon, der tiltrækker seere i hundredtusindvis, og som samtidig nyder stor respekt hos de mennesker, hvis historier han viser frem for offentligheden. Det handler om hverdagen og om at se det store i det små, en vinkel, der aldrig bliver uinteressant.

”Når jeg laver interview med folk, vil jeg rigtig gerne have, at det bliver en samtale, ligesom når man får en borddame. Det er sundt at huske på, at man ikke kan tillade sig mere, fordi der er kamera på,” sagde den nu 50-årige tv-journalist sidste år i et interview i Kristeligt Dagblad.

Da Anders Agger i 1990'erne begyndte at lave de ”bløde” indslag, der typisk afsluttede den lange tv-avis om søndagen, var der stort set ikke andre journalister i DR's nyhedssektion, der ville beskæftige sig med den slags. Dengang var det hardcore-journalister som Ole Sippel og Mette Fugl, der var heltene.

I dag har Anders Agger overtaget heltestatussen hjemme ved sofabordene. Han er samtidig blevet et stadig mere kendt ansigt, fordi han de senere år i højere grad end tidligere selv er trådt ind foran kameraet. Det gælder i de såkaldte ”Indefra”-udsendelser, der i øjeblikket sendes på DR 1 mandag aften, og i de to timer lange DR 2-programmer, hvor han sammen kokken Anne Hjernøe blandt andet har besøgt herregårde, badehoteller og tidligere danske kolonier.

Han er opvokset i Juelsmindei Østjylland i et hjem, hvor der blev bedt Fadervor, sunget efter Højskolesangbogen og opdraget til næstekærlighed.

Faderen var skolelærer og moderen sygeplejerske. Familien, der også omfatter to storebrødre, rykkede senere til Vestjylland, og Anders Agger har stadig Ringkøbing som sin base.

”Det lille kosmos er rigeligt til at stimulere mig menneskeligt og fagligt,” har han sagt. I sin fritid er han blandt andet særdeles aktiv i den lokale fodboldklub, og han nyder, at der i Ringkøbing ikke er nogen, der ser ham som ”ham fra fjernsynet”.

Anders Agger tog en matematisk-fysisk studentereksamen og forsøgte derefter at studere biokemi på Københavns Universitet. Det var ingen succes. Det var det til gengæld, da han lidt sidelæns kom ind i journalistfaget. Først som kriminalreporter på Ringkøbing Amts Dagblad, derefter på DR's regionalradio i Holstebro, hvor han lavede sportsreportager, og derfra tog han springet til TV-Avisen og senere DR Dokumentar, hvor han er nu. Nogen rigtig journalistuddannelse er det aldrig blevet til.

Lige nu er Anders Agger travlt optaget med at fær-digredigere denne omgang ”Indefra”-udsendelser og yderligere ti er planlagt. Derefter skal han for sidste gang lave en DR 2-serie sammen med Anne Hjer-nøe. Denne gang tager de med indvandrerfamilier tilbage til deres hjemlande, blandt andet i forbindelse med religiøse højtider.

Foruden sit tv-arbejde holder Anders Agger foredrag med titlen ”Når forundring bliver til fjernsyn”, og at han er et særligt trækplaster, opdagede to menighedsråd i Nibe forleden, da de måtte sende over 100 mennesker hjem, som der ikke kunne skaffes plads til.

Anders Agger har blandt andet modtaget KLF, Kirke og Mediers hæderslegat, Danmarks Radios Sprogpris og Landsforeningen Liv & Døds pris.

Han bor alene, er far til tre børn, og familien omfatter desuden to børnebørn. Fødselsdagen holdes i ægte Anders Agger-ånd med vennefest hjemme i Ringkøbing.