Stor-stammeren, som ville være pro-pro-professor i veltalenhed

Biskop Jan Lindhardt var kendetegnet ved både en stor selvtillid og en stor og smittende generøsitet, skriver forfatter og præst Johannes Møllehave i dette mindeord om sin netop afdøde ven gennem 54 år

Johannes Møllehave og Jan Lindhardt ses her i samtale for åben mikrofon i BogForum 2009. -
Johannes Møllehave og Jan Lindhardt ses her i samtale for åben mikrofon i BogForum 2009. - . Foto: Scanpix.

Jeg nærmer mig de 80 år fra den rigtige side (jeg er 78). Det værste ved at ældes er de venner, man mister. At miste dem, man fandt umistelige, som nu Jan Lindhardt. Vi havde et 54-årigt venskab. Det er kommet frem i nekrologerne, at Jan overvandt sit smertefulde stammeri på et tidligt tidspunkt. Det er ikke sandt.

Min kone, Herdis, og Jan og jeg var talere på en Hindsgavl i 60'erne. Herdis var splitternøgen, da det bankede på. Hun råbte: ”Hvem er det?”. Jans stemme lød: ”Det, det, det er er er ...”. Da han omsider var færdig med sætningen, var hun fuldt påklædt og åbnede døren.

Mit første møde med Jan var pinligt. Vi var tre, som gik sammen til teologiske forelæsninger. Jeg, Henrik Stangerup og Jan. Jeg var ved at fortælle Stangerup en stammervittighed: En mand kommer ind i en bar og siger til bartenderen: ”Kan jeg få en mar-mar-martini?”. ”Ja, ja,” siger bartenderen, ”nu skal De få en mar-mar-martini.” Manden raser: ”De, De, De skal ikke gøre nar ad mig, fordi jeg stam-stam-stammer.” Bartenderen: ”Jeg, jeg, jeg gør ikke nar ad Dem. Jeg stam-stam-stammer selv.” Nu kommer en anden kunde og beder om en whisky. Bartenderen snakker med kunden uden at stamme det mindste. Nu råber stammeren: ”De, De, De sagde, at De selv, selv, selv stammede, og at De ikke gjord- gjorde nar ad mig.” ”Nej, nej,” svarede bartenderen, ”det var, fordi jeg gjord-gjorde nar ad ham.”

Henrik Stangerup kom med en anden vittighed. Gæsten siger til tjeneren: ”Hvad, hvad, hvad er det her for en bøf, bøf, bøf?”. Tjeneren svarer: ”Det er en ha-ha-hakkebøf.” Mere uheldigt kunne mit første møde med Jan ikke være.

Længe efter blev vi alle tre ansat som boganmeldere på Ekstra Bladet. Rachel Bæklund var vores redaktør. Hun spurgte, om Jan var søn af den berømte Lindhardt. Han nikkede bare ja - og hun ansatte ham på stedet. Henrik var søn af den berømte Hakon Stangerup. Min far var skoleinspektør og ukendt. Det viste sig, at hun troede, at Jans far var den berømte forlægger Otto Lindhardt.

Jan besøgte os i vores lille lejlighed i Hvidovre. Herdis mente, at det var synd for ham, at han var single, og foreslog, at vi skulle invitere ham sammen med min kusine Inge Lise til middag. Det forløb storartet. De tog sammen hjem til hende og forelskede sig heftigt, giftede sig hurtigt og fik fire døtre og nåede næsten sølvbrylluppet. 23 år efter vielsen blev de skilt.

Jan oplevede det som smerteligt at skilles, men Inge Lise havde fundet en anden. Da Jan senere søgte at blive biskop i Aarhus, brugte menighedsrådet hans skilsmisse mod ham. Han var, som de sagde, ”anden gang gift” - og Kjeld Holm blev udnævnt til biskop. Jan satte alle sine kræfter ind på at skrive om retorik, det vil sige veltalenhed, og skrev en god bog om retorik. Han søgte at blive professor i retorik i København, men en anden fik embedet.

Familien Lindhardt har altid været klar over, at de var gode hoveder. En gang spurgte en journalist Jan: ”Er ikke alle Lindhardt'er storsnudede?”. Jan svarede: ”Jo, men ikke en brøkdel af, hvad andre ville være, hvis de var os.” I bogen ”En biperson i mit liv” skriver Jan:

”Selvtilliden fik jeg i arv. Jeg har altid været overbevist om, at hvordan det end gik, skulle jeg nok klare mig. Det var nu langt fra, at virkeligheden levede op til denne overbevisning”.

Jan blev ramt af alzheimer og kom på plejehjem i Odense. Da jeg besøgte ham for en måned side og spurgte, hvad det værste var ved hans sygdom, svarede han, at han hver dag blev dummere - og tilføjede: ”Så er det godt, at man har så meget at tage af,” og pegede på sin tinding.

Med Tine, som nu er biskop i Odense, fik han to sønner, Lars Gustav og Frederik - begge studerer teologi. Lars Gustav blev præsteviet i år. Jan hørte det, og det glædede ham meget.

Jans bog ”En biperson i mit liv” gyser jeg ved, fordi alzheimer netop gør patienten til en biperson i eget liv. Fra Jans intense tilstedeværelse (nær-vær eller vær-nær) førte sygdommen til det forfærdelige tæt-væk. Man ved ikke hverken tid eller sted, fortiden er væk og nutiden uvirkelig. I bogen fortæller Jan, at hans lange arbejdsår på universitetet var præget af diverse intriger, nid og nag. Derimod var han så begejstret for at være præst og biskop, at enhver, som skal vælge studium, får lyst til at gå den vej.

Han skriver: ”Det var mærkeligt at opleve forskellen på et kateder og en prædikestol - fra det første skulle man orientere, belære og oplyse, hvor man selv stod, var ikke så afgørende. Fra den anden skulle man forkynde, ikke hvad man selv mente, men vejen, sandheden og livet.”

Han siger, at det var afgørende for ham som præst at have været seminarielektor. Der lærte han at kommunikere, og han nævner, at det i kirken var samarbejdet, der var afgørende for ham i modsætning til universitetsmiljøet, som var alles kamp mod alle. Hårdt måtte han kæmpe mod stammeriet. Han blev bedre og bedre mundtlig.

Som biskop forsøgte han at gøre pinsen markant som jul og påske.Danskere, sagde han, husker med maven. Man husker julegås og påskelam. Han ønskede, at pinse skulle huskes på fiskemåltider. Jesus Kristus, Guds søn, forkortes til det græske ord iktys, som betyder fisk. I katakomberne ses fisk side om side med kors. Jan prøvede at samarbejde med fiskeindustrien, men det lykkedes ikke rigtigt.

Jan generøsitet var smittende. Egil siger i sin saga, da han mister sin bedste ven: ”Hvor i verden vende sig efter bedre ven?”.

Jeg læste et digt - et af Piet Heins gruk for Jan, da jeg sidst kunne tale med ham for 14 dage siden. Digtet handler om at få og at give.

Lad mig ære hans minde med det:

Den kolde grå

økonomi:

Pas på at få,

lad vær' at gi' -

Den vejer tungt,

men glemmer let

et enkelt punkt

på sit budget.

Og det består i de værdier,

den bare får,

 som bare gi'r.