En fortaler for sanselige sandheder

Lone Hørslevs forfatterskab kredser om hendes eget liv, men hun har også fortolket bibelfortællinger og skrevet en rost roman om Marie Grubbe. I går fik hun Det Danske Akademis Beatricepris, og i dag fylder hun 40 år

Lone Hørslev er både forfatter, sanger og sangskriver.
Lone Hørslev er både forfatter, sanger og sangskriver.

Lone Hørslev skriver for at skabe orden i kaos, og hun sætter friheden til at kunne skabe kunst over det meste andet. For kun på den måde kan hun finde ud af at være i verden på alle mulige andre måder.

Sådan lød hendes ærlige svar, da hun for en måned siden i denne avis blev spurgt om, hvad det gode liv er for hende. Lige så ærlig og hudløs er hun i sit forfatterskab, hvor det personlige og selvoplevede næsten altid er hendes kreative afsæt. Det gælder både, når hun skriver sine sansemættede digte og romaner, og når hun iført sin karakteristiske knaldrøde læbestift står på scenen i musikalske sammenhænge.

På det seneste har den nu 40-årige forfatter dog også bevæget sig af andre boldgader. Hendes seneste roman er den historiske ”Dyrets år”, der handler om adelskvinden Marie Grubbes liv en iskold vinter i midten af 1600-tallet, og som ifølge anmelderne så afgjort har fortjent sin plads i rækken af litterære Marie Grubbe-fortolkninger. Lone Hørslev figurerer selv på forsiden iført korsetteret kjole og signalerer derved, at hun rent kropsligt forsøger at kravle ind i sin hovedperson, men alligevel er romanen langt fra hendes tidligere mere eller mindre selvbiografiske værker. Dertil kommer, at Lone Hørslev tidligere på året bidrog til antologien ”Rigtige guder gider ikke psykologi” med fortællingen ”Yogabolden”, der tager afsæt i Første Mosebogs historie om Juda og Tamar. Dermed er hun med til at sætte gamle bibelske tekster i nutidigt perspektiv og give dem nyt liv. Lone Hørslev deltager også gerne i forfattergudstjenester, og senest aflagde hun besøg i Skt. Lukas Kirke i Aarhus.

Lone Hørslev læste dansk litteratur på Roskilde Universitetscenter, men skiftede i 1999 til Forfatterskolen. I 2001 debuterede hun med digtsamlingen ”Tak”, og i årene derefter fulgte flere samlinger af digte. Mest kendt er ”Jeg ved ikke om den slags tanker er normale” fra 2009, som havde undertitlen ”skilsmissedigte”. Her skrev Hørslev i et utvetydigt ligefremt sprog på bagkanten af sin skilsmisse fra forfatterkollegaen Martin Glaz Serup. Hendes første roman ”Fjerne galakser er kedelige” udkom i 2005, men først i 2012 fik hun sit brede gennembrud med romanen ”Sorg og camping”, der udspiller sig i 1980'ernes Udkantsdanmark.

Hun har modtaget flere priser for sit forfatterskab, blandt andet Michael Strunge-prisen i 2004 og Jytte Borberg-prisen i 2009. I går fik modtog hun så Det Danske Akademis anerkendelse i form af Beatrice-prisen. I begrundelsen hedder det, at hun får prisen for et forfatterskab fyldt med krop og bevægelse, skæve indslag og skapsindige sandheder, og et sprog, der er præget af ligefrem mundrethed og musikalitet.

Sin musikalitet bruger Lone Hørslev også som sanger og sangskriver. Hun optræder jævnligt sammen med Mads Mouritz i musikprojektet Mouritz/Hørslev, ligesom hun har udgivet musik sammen med Solveig Sandness under fællesnavnet ”Er de sjældne”.

Lone Hørslevs mor var sygeplejerske og faderen var dyrlæge, og i en periode flyttede familien meget rundt i Danmark efter hans job. Hun har således boet i både Køge, Randers og Thisted, inden familien valgte at slå sig permanent ned i Mejdal uden for Holstebro, som forfatteren regner for sin hjemstavn. Hun har også boet en periode på Fanø, men i dag har hun sin base i hovedstaden, nærmere bestemt i en lejlighed i Valby. Her bor hun med sine 10-årige tvillinger, som hun har sammen med Martin Glaz Serup.