25 år med store forandringer i sognet

Sognepræst Mette Gramstrup kan inden længe fejre 25-års jubilæum i Kristkirken på Vesterbro i København

Sognepræst Mette Gramstrup har virket i Kristkirken i et kvart århundrede. Hendes mand har været organist samme sted 15 år længere. –
Sognepræst Mette Gramstrup har virket i Kristkirken i et kvart århundrede. Hendes mand har været organist samme sted 15 år længere. –. Foto: Kristkirken.

Mette Gramstrup er født i 1954 og blev uddannet teolog fra Københavns Universitet i 1985. De næste par år var hun ansat som lærer i Dansk Flygtningehjælp, inden hun den 1. juli 1987 kom til Kristkirken som sognepræst.

LÆS OGSÅ: Hun tænker kirke og samfund sammen

Mette Gramstrup har sideløbende med arbejdet som præst taget eksaminer og kurser i pædagogik og formidling.

Teologisk har interessen for undervisning og formidling samlet sig om specielt Det Nye Testamente, og nytestamentlig eksegese har siden studietiden været det område, hvor efteruddannelse har holdt hendes faglige kompetancer opdaterede.

At arbejde med og formidle kristustroens gudsbilleder i en nutidig og sprogligt genkendelig klædedragt ser Mette Gramstrup både som en udfordring og en glæde i prædikenarbejdet. Og det gælder ikke bare søndagsprædikenerne, men i lige så høj grad dåbs-, vielses- og begravelsestalerne. Gennem årene har det også været en faglig glæde og udviklingsmulighed for hende, at der i Kristkirken har været en række dygtige unge teologer i praktik.

Gennem de 25 år på Vesterbro er der sket meget store forandringer i den demografiske sammensætning af befolkningen. Byfornyelsen har tilført Vesterbro mange veluddannede unge med børn. Disse forandringer i nærmiljøet har betydet store forandringer i præstearbejdet, og Mette Gramstrups fokus på børn og unge gennem alle årene bærer nu rig frugt.

Sammen med personalet og skiftende menighedsråd har hun gjort, hvad der var muligt for at holde kirkedørene åbne så mange timer og dage som muligt for på mange og lidt alternative måder at skabe et varmt og rummeligt miljø, ikke bare i gudstjenesterne, men i kirke og menighedshus i det hele taget.

De første 20 år boede Mette Gramstrup i tjenestebolig i sognet, hvad der betød meget for kontakten mellem kirke og sogn, men i 2008 forlod hun tjenesteboligen og bor i dag i indre by sammen med sin mand, organist Kai Ole Bøggild, hvis snarlige 40-års organistjubilæum vil blive omtalt en af de nærmeste dage.

Søndag den 10. juni fejres både Mette Gramstrups 25-års- og Kai Ole Bøggilds 40-års jubilæum i Kristkirken. Der indledes med festgudstjeneste klokken 11. Bagefter er menighedsrådet vært ved en reception i Kristkirkens store sal, hvor alle er velkomne.