Afrika-ekspert med teologiske rødder

Efter teologistudiet tog professor Holger Bernt Hansen tre år på universitetet i Uganda, som var hans første skridt i retning mod at blive landets førende Afrika-ekspert. I morgen fylder han 80 år

Det var den kendte professor Hal Koch, som opfordrede Holger Bernt Hansen til at droppe forskningen i dansk kirkehistorie for i stedet at tage et universitetsophold i Afrika. - Privatfoto.
Det var den kendte professor Hal Koch, som opfordrede Holger Bernt Hansen til at droppe forskningen i dansk kirkehistorie for i stedet at tage et universitetsophold i Afrika. - Privatfoto.

Der gik et lettelsens suk gennem en ung Holger Bernt Hansen, da han overhørte en samtale mellem sine forældre, hvor de talte om, at han ikke var egnet til at overtage fødegården i Haarby på Fyn.

For selvom den nuværende professor Holger Bernt Hansen, der i morgen fylder 80 år, er vokset op i et landsbymiljø, havde han ingen planer om at være en del af det resten af sit liv.

Han blev student fra Odense Katedralskole i 1955, inden han ni år senere blev uddannet som teolog på Københavns Universitet med speciale i Danmarks folkelige bevægelser og vækkelser i det 19. århundrede. Den kendte professor Hal Koch mente dog, at det var et overbefolket forskningsområde, og opfordrede derfor Holger Bernt Hansen til at søge et Danida-stipendium, så han kunne studere i Afrika.

Det var det nye, det uberørte. Han havde i forvejen en interesse for Congo-krisen, så det fremadstormende kontinent var ikke helt fremmed for ham. Derfor tøvede han ikke med at forlade Danmark sammen med sin kone, civilingeniør Inge Berg Hansen, for at tilbringe tre år på universitetet i Kampala i Uganda, selvom begges familier stod uforstående over for beslutningen.

Siden da har Holger Bernt Hansen, der teologisk betegner sig selv som en del af den brede folkekirkelige tradition med en grundtvigsk snert, brugt de fleste af sine vågne timer på at fordybe sig i Afrika, og i 1987 blev han professor i Den Tredje Verdens kirkehistorie og afrikastudier.

Det er snart 50 år siden, at han vendte hjem fra sin tur til Uganda, men trods sin fremskredne alder sørger han stadig for at holde sig opdateret, så han kan stå til rådighed for pressen, når de ønsker at benytte sig af hans indsigt.

En tidligere kollega fra center for afrikastudier ved Københavns Universitet, som Holger Bernt Hansen i øvrigt både har opbygget og været leder af, beskriver ham som en videbegærlig person. Selvom han regnes for at have den muligvis mest omfattende viden om Afrika i hele Norden, deltager han stadig i mange af universitetets seminarer, ligesom han gerne rejser jorden rundt til forskningskonferencer for at få nye input.

Holger Bernt Hansens guldgrube af viden begrænser sig ikke til Afrikas kirkehistorie, men til stort set alle aspekter, der vedrører kontinentet. Tiden i Uganda lærte ham nemlig at arbejde mere tværfagligt, fordi landet var i en situation, der pressede ham til at anskue tingene fra andre vinkler end blot den teologiske, hvis han ønskede at forstå, hvordan tingene hang sammen. Derfor kan han også som få bryste sig af at have tilhørt tre forskellige fakulteter - det teologiske, det samfundsvidenskabelige og det humanistiske.

Men det er ikke kun i universitetsverdenen, at Afrika-eksperten har sat sine aftryk. Han er også en markant skikkelse i dansk udviklingspolitik. Holger Bernt Hansen har siddet 22 år i Danidas styrelse som rådgiver for udviklingsministeren om dansk udviklingspolitik, og 12 af årene har været som formand. Det er ligeledes blevet tid til bestyrelsesposter hos Dansk Missionsråd, Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp, Rådet for Ulandsforskning og Dansk Institut for Internationale Studier.

Holger Bernt Hansen slår fast, at alderen endnu ikke er til hinder for de ting, han gerne vil. Han engagerer sig stadig i international forskning, bedømmer ph.d.-afhandlinger i udlandet og er netop i gang med en forskningsopgave om Uganda under Idi Amin. Den sparsomme fritid bruges på at høre barokmusik og læse skønlitterære bøger om Afrika. Særligt de nigerianske forfattere tiltaler ham, fordi deres forfatterskab afspejler den udvikling, som kontinentet gennemgår i disse år.

Holger Bernt Hansen bor alene i Birkerød, men på sin fødselsdag er han bortrejst til Tyskland med sine børn og børnebørn. Hans hustru døde for fire år siden.