Ida Nicolaisen bevæger sig elegant og hjemmevant stort set overalt – hvad enten det drejer sig om antropologisk feltarbejde på Borneo eller på de bonede gulve i danske og internationale bestyrelseslokaler.
Selvom hun kunne have takket ja til folkepensionen, arbejder hun fortsat gerne med flere projekter ad gangen. I øjeblikket er hun eksempelvis bestyrelsesformand for Søren Kierkegaard Forskningscenteret, vicepræsident for en FN-organisation for oprindelige folk og redaktør på et værk i 16 bind om nomader, hun netop selv har bidraget til med en meget anmelderrost bog om Vestafrikas sidste jægerfolk. Alt dette ved siden af sit job som seniorforsker på Nordisk Institut for Asienstudier, NIAS, ved Københavns Universitet.
Eventyrlysten har Ida Nicolaisen ikke fra fremmede. Bedsteforældrene på moderens side arbejdede i slutningen af 1800-tallet i Grønland, og farbroderen var som botaniker på ekspeditioner i Afghanistan. Udlængslen og nysgerrigheden over for omverdenen bosatte sig tidligt i Ida Nicolaisen, der efter overvejelser om at studere arkæologi valgte at udforske levende mennesker og deres levevis gennem antropologien.
Men da Hellerup-pigen efter endt studentereksamen begyndte etnografistudierne på Københavns Universitet i 1958, var hun den eneste på sin årgang. Året før var der ingen og heller ikke året efter, og der var kun tilknyttet to undervisere.
Til gengæld var den ene af dem Johannes Nicolaisen, den første magister i antropologi, senere den første professor og Ida Nicolaisens første ægtemand. Sammen drog de på flere ekspeditioner, blandt andet til Tchad, hvor feltarbejdet til den nyligt udkomne, men næsten 50 år forsinkede bog om jægerfolket blev udført.
Ida Nicolaisen nægtede dog at gå til eksamen hos og stå i skyggen af sin mand, så hun flyttede studierne til Århus. Her begyndte hun på grund af den store lærermangel i faget at undervise, allerede før hun selv havde fået sin magistergrad. Hun fik dog senere gjort opmærksom på sig selv på Københavns Universitet, da hun i 1989 brød med 500 års tradition ved at være den første kvinde, der holdt festtalen ved universitetets årsfest.
Det er også Københavns Universitet, Ida Nicolaisen primært hører til i dag og herfra, hun dyrker kærligheden til især de oprindelige folk på Borneo. Gennem tiden har hun tilbragt knap fem år i landet, hun forsker den dag i dag i punan bah-folket og har sågar lært sig deres sprog.
Selv når hun ikke er i felten, er hun ofte på farten. Hun er to gange enke og bor nu alene i villaen på Frederiksberg, men hendes lejlighed i New York og kontoret på Rockefeller University i samme by stjæler ofte deres andele af hendes tid. Bliver det hele for meget, vender hun sig dog mod noget helt andet og mindre internationalt – sit helle i det lille husmandssted på Lolland.