Det fortælles, at da historikeren Hans Kirchhoff i 1979 skulle forsvare sin doktordisputats om Augustoprøret i 1943, mødte den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister K.B. Andersen op. Han var rasende over Kirchhoffs beskrivelse af den såkaldte samarbejdspolitik i årene 1940-43 som kollaboration og mødte op for at forsvare den version af sandheden, at Socialdemokratiet hele tiden havde planlagt et brud med tyskerne. Den grundige historiker Kirchhoff fandt de konkrete skriftlige kilder frem, som gennemhullede denne argumentation.
Mindre var konfrontationen ikke, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i august 2003 benyttede 60-året for August-oprøret og opgivelsen af samarbejdspolitikken til at beskrive samarbejdspolitikken som et moralsk svigt. I to kronikker i dagbladet Information anklagde Kirchhoff statsministeren for at misbruge historien til at søge folkelig opbakning til sin aktivistiske udenrigspolitik og krigsførelse i Irak.
LÆS OGSÅ: Øje for ømme rygge
Ifølge Kirchhoff underspillede Fogh, at det ikke var den tapre flåde, som sænkede sine skibe, der bragte samarbejdet mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt til ophør. Det var de store strejker, der var organiseret og ledet af kommunisterne, og de blodige massedemonstrationer i gaderne, anført af unge som dem, vi ser kaste sten i Mellemøsten i dag.
Nu har vi netop rundet 70-års-dagen for den 29. august 1943, men konflikterne om, hvordan vi skal forstå den danske besættelseshistorie dilemmaet mellem samarbejde og modstand er ikke taget af. Og skønt han i dag fylder 80 år, og det er en halv snes år siden, han gik på pension fra sin stilling som lektor ved Københavns Universitet efter 37 års ansættelse, er Hans Kirchhoff stadig stærkt engageret i besættelseshistorien som foredragsholder, debattør og forfatter.
Seneste udgivelse er Den gode tysker. G.F. Duckwitz. De danske jøders redningsmand, som udkom i august og høstede mange roser for sin afbalancerede og grundigt dokumenterede beskrivelse af den tyske embedsmand, som et par dage før tyskernes aktion mod de danske jøder lod en advarsel herom sive via Socialdemokratiets top, så jøderne kunne nå at gå under jorden.
Der findes iagttagere, som mener, at Kirchhoff i løbet af sin lange karriere gradvis har skiftet syn på dilemmaet mellem samarbejde og modstand. Iagttagere som ser en symbolik i, at han i 1987 udgav bogen Kamp eller tilpasning og i 2004 Samarbejde og modstand under besættelsen. En udvikling fra enten-eller til både-og. En yngre, skarp, magthaverkritisk historiker, som er blevet rundere og mere konsensusstemt med årene for senest at tegne et positivt billede af en repræsentant for besættelsesmagten.
Men spørgsmålet er, om ikke denne glidebaneteori lider af den samme mangel på sans for nuancer, som fortolkningen af besættelsestiden er så hjemsøgt af. Og spørgsmålet er, om ikke nærmere Hans Kirchhoff har opnået sin position som sin generations førende besættelsestidshistoriker fordi han aldrig har fremstillet historien sort-hvid, men altid har fået nuancerne med. Undertitlen til disputatsen, der gjorde K.B. Andersen så rasende, lyder: En studie i kollaboration og modstand. Altså allerede dengang et både-og.