På væggene hang der abstrakt ekspressionistisk kunst, grammofonen spillede jazz, og utallige biografbesøg bød på film af Ingmar Bergman og Jean-Luc Godard. I koreografen Kim Brandstrups barndomshjem i Aarhus og senere hen i København, hvor moderen var psykolog og faderen kunstmaler, var kunsten ikke fremmed.
Men hvor den moderne kunst fyldte mest sammen med forældrene, blev det mødet med den mere etablerede kunst i løbet af teenageårene, der blev afgørende for dagens 60-årige fødselar Kim Brandstrup. Særligt husker han operaen ”Den flyvende hollænder” af Richard Wagner, Bachs ”Johannespassionen” og Mahlers ”Das Lied von der Erde”, der alt sammen åbnede et nyt kunstnerisk univers og en ny magisk verden.
”Hvor de fleste kunstnere nok først møder den etablerede kunst og kæmper med dens stramme form og satte rammer, var min rejse omvendt. Det gjorde, at den klassiske kunst blev et tilvalg frem for et fravalg for mig, for jeg havde ikke behov for at gøre oprør mod den. Jeg oplevede, at teknikken, det strengt formelle i den etablerede kunst og især i balletten, var en gave, der kunne folde tingene ud, fange nuancer og detaljer, og det blev en vigtig kilde for mit arbejde,” fortæller Kim Brandstrup, der med årene har skabt danseforestillinger til kompagnier verden over, herunder The Royal Ballet i London, New York City Ballet og Metropolitan Opera i New York, Royal New Zealand Ballet og Det Kongelige Teater i Danmark
Men det, han selv betegner som sin ”første kunstneriske besættelse”, var film. Som barn tog forældrene ham ofte med i biografen, og selvom han måske ikke altid var gammel nok til at forstå, hvad der foregik på det store filmlærred, var han draget af det filmiske udtryk. Derfor tog Kim Brandstrup også en bifagseksamen i film ved København Universitet, inden han i en alder af 23 besluttede sig for at blive danser.
Hvor film handlede om det visuelle udtryk, blev dansen en fysisk nødvendighed for ham. Noget, han måtte prøve af, inden det var for sent. I 1980 flyttede han derfor til London, der også har været hans base lige siden, og hvor han blev optaget på London Contemporary Dance School. Men kort tid efter træningen var begyndt, opdagede han, at hans styrke var øjet. Han kunne se noget særligt i bevægelserne, og derfor begyndte han også meget hurtigt at koreografere. Det førte til etableringen af hans eget moderne dansekompagni, Arc Company, som han drev i mere end 20 år.
Her skabte han en lang række danseforestillinger, der blandt andet var bygget op over litterære værker. En af dem var danseforestillingen ”Hans Christian Andersen – The Anatomy of a Storyteller” baseret på H.C. Andersens eventyr, der i første omgang blev opført i Royal Opera House i London, men som senere også gæstespillede i Danmark. Arc Company blev det sted, hvor Kim Brandstrup fik lov til at afprøve idéer og fortælle historier.
Noget, der på det tidspunkt ikke var helt almindeligt i den etablerede moderne danseverden. Men med rødder i filmverdenen var det den narrative fortælling, der optog ham, og i dag er han kendt verden over for at kombinere forskellige dansestile med store videoprojektioner på scenen. I 2016 konstruerede han sammen med scenografen Bente Lykke Møller balletten ”Rystet spejl”, hvor ungdomsvennen Søren Ulrik Thomsens digtsamling af samme navn blev omsat til dans.
Både som kompagniejer og som freelancer modtog han den prestigefyldte Laurence Olivier Award for bedste danseforestilling i Storbritannien for henholdsvis forestillingen ”Orfeo” i 1990 og ”Goldberg” i 2010. Ud over at skabe sine egne danseforestillinger har Kim Brandstrup også produceret koreografi til operaer og film, og i 2016 modtog han Wilhelm Hansen Fondens hæderspris. For tiden har Kim Brandstrup travlt med at genopsætte forestillingen ”Transfigured Night” for Rambert, Storbritanniens nationale moderne dansekompagni, og derfor fejrer han først sin runde fødselsdag i maj.