De homoseksuelles uofficielle ambassadør

Debatten om folkekirkens forhold til homoseksuelle raser endnu en gang. Blandt de mest markante stemmer i den homoseksuelle lejr er forfatter og kritiker Leonora Christina Skov. Som lesbisk har hun selv oplevet stigmatisering

Leonora Christina Skov er lesbisk og tolker blandt andet ud fra Bibelen, at Gud har brug for os alle, og at størst af alt er kærligheden. Så hvorfor er der ikke plads til de homoseksuelle i folkekirken? --
Leonora Christina Skov er lesbisk og tolker blandt andet ud fra Bibelen, at Gud har brug for os alle, og at størst af alt er kærligheden. Så hvorfor er der ikke plads til de homoseksuelle i folkekirken? --. Foto: Leif Tuxen.

Egentlig hed hun bare Christina Skov. Men det var for kedeligt. Så da hun fyldte 19, koblede hun fornavnet Leonora på. Ligesom hun kort tid efter koblede homoseksualitet til sin identitet. I dag er Leonora Christina Skov 34 år, bor sammen med sin registrerede partner i København og har været åben omkring homoseksualiteten i omtrent 15 år.

Den seneste håndfuld år har hun dog ikke blot været åben omkring homoseksualiteten - som flittigt benyttet debattør har hun også forsvaret den offentligt, når hun har følt det nødvendigt, og i medierne har hun efterhånden indtaget en uofficiel førsteplads som de lesbiskes frontkvinde nummer ét. På linje med eller lidt foran andre prominente homoseksuelle debattører som politiker Klaus Bondam (R) og sanger Anne Linnet.

Men Leonora Christina Skovs debatlyst, slagkraft og åbenlyse argumentationsegenskaber placerer hende ganske naturligt i en fremtrædende rolle, når der skal slås et slag for homoseksuelles rettigheder. Det har det homoseksuelle miljø for længst fået øjnene op for, og i 2008 kårede Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner hende til til Årets Regnbueperson (årets homo).

Tilværelsen som lesbisk har dog langtfra været en dans på forståelsens roser for Leonora Christina Skov. Da hun som 20-årig sprang ud og fortalte sine forældre, at hendes nye "veninde" var lidt mere end bare en almindelig veninde, lod forældrene hende forstå, at de aldrig mere ville høre om, at hun var lesbisk. I syv år derefter havde datter og forældre ingen kontakt.

Forældrenes indstilling til Leonora Christina Skovs homoseksualitet har ikke været enestående. Fordomme om lesbiske trives, og eksempelvis har folk været uforstående over for, hvorfor hun klæder og sminker sig så feminint, når hun alligevel ikke skal tiltrække mænd – vel at mærke de mænd, som har spøgt med, at det er en skam, at hun "går til spilde" som lesbisk.

Under den verserende debat om folkekirkens mulige velsignelsesritual for homoseksuelle par har Leonora Christina Skov på grund af en udlandsrejse været sjældent tavs. Men som praktiserende kristen har hun en klar holdning til spørgsmålet om homoseksuelle og folkekirken. Blandt andet efterlyste hun i en anmeldelse af interviewbogen "De vederstyggelige" – med kristne homoseksuelle – konkrete passager fra Bibelen, der talte enten for eller imod homoseksualitet. For ifølge hende kunne der ud fra bogens interview udledes, at alle er syndere, at ingen bliver frelst ved deres gerninger, at Gud har brug for alle, og at størst af alt er kærligheden. Med andre ord: Der burde være plads til homoseksuelle i kirken, Guds hus.

Leonora Christina Skov kan dog langtfra blot sættes i bås som "en arrig lesbisk" eller "betonfeminist", som kritikere ynder at titulere hende. Hendes professionelle karriere tæller syv romaner samt bidrag til flere tekstsamlinger. Foruden hendes artikler som litteraturkritiker for Weekendavisen og hendes virke som musikskribent for magasinet Gaffa. Og naturligvis hendes deltagelse i Smagsdommerne på DR 2, hvor intet er helligt, når Leonora Christina Skov folder sig ud.

gehlert@k.dk