Det er først til kirkens julegudstjenester, man kan lade skuldrene falde

Sognepræst Charlotte Clante har taget hul på juleforberedelserne, selvom hun opfordrer til at reflektere over advent midt i decembers juletravlhed

Advent er ikke den reflektionstid, den burde være, mener sognepræst Charlotte Clante. – Privatfoto.
Advent er ikke den reflektionstid, den burde være, mener sognepræst Charlotte Clante. – Privatfoto.

Advent bør være en tid til fordybelse, ventetid og forberedelse på Jesu komme. Men i stedet er advent og julemåneden blevet et af de travleste tidspunkter på året, hvor man på grund af julestress næsten ikke kan tage imod julens budskab.

Det siger den 49-årige sognepræst i Holsted Sogn i Næstved, Charlotte Clante.

Og hun indrømmer med en latter, at hun også selv pyntede præstegården op til langt ud på natten i torsdags.

LÆS OGSÅ: Smukke Kai fylder 75 år

Jeg gør ikke selv det, jeg siger, man burde gøre i adventstiden. Så advent er ikke den refleksionstid, den burde være. Snarere tværtimod. Og det er nærmest først til kirkens julegudstjenester, man kan lade skuldrene falde.

Med det mener hun, at danskerne i julemåneden skal nå at købe de rigtige gaver, nå alle julemarkederne, drikke gløgg i mængder og se alle de mennesker, de ikke har nået at se i løbet af året.

Jeg havde faktisk en veninde i gymnasiet, og i hendes hjem blev der aldrig pyntet op før til allersidst. Men adventskransen var der hele december, siger hun.

Sidste år var der hver dag i december aftenandagt i Holsted Kirke klokken 17.03.

Det var en modpol til storcenteret, der ligger lige overfor, og der udgjorde vi et lille helle midt i ræset og fik lidt af den oprindelige jul ind.

Charlotte Clante er uddannet teolog fra Københavns Universitet som 36-årig, og da havde hun både mand og børn. Hun havde studiejob i skole-kirke-tjenesten på Frederiksberg, og det faldt hende ikke svært at få embede. Først et par år i Brøndbyvester og siden 2003 i Holsted Kirke, hvor hun nu er kirkebogsførende. Der er to præster ved kirken.

Fra menighedsrådet lyder der kun ros:

Charlotte er en dejlig person, altid åben og venlig, imødekommende, altid i godt humør og også rigtig god at tale fortroligt med, hvis man har det behov.

I år er hun en af bagmændene bag et juletræ i storcenteret, hvor de mennesker, der har søgt julehjælp anonymt, kan hænge et juleønske på. Træet er finansieret af Rotary, som sognepræsten også er medlem af.

Sidste år uddelte vi 350 ønsker, der kom fra juletræet.

Holsted Kirke byder også på rockgudstjenester, spaghettigudstjenester og gennemsnitligt 100 mennesker ved højmessen om søndagen. Dertil kommer minikonfirmander, konfirmander, ældremøder, kristendomskurser med videre. Sognepræsten har også startet en sorggruppe i kirken i foråret 2012.

Charlotte Clante er et familiemenneske, et kulturmenneske, et rejsemenneske og et menneske, der elsker at invitere vennerne, som betyder rigtig meget for hende.

Hun blev enke efter sin første mand, der døde pludseligt som 53-årig. Med ham har hun to voksne børn. En datter, der er journaliststuderende og en søn på 19 år, der har valgt skilivet frem for gymnasiet. Med en ny ægtefælle har hun fået en bonus-teenager med i købet.

Og i morgen kan sognepræstens travle adventstid begynde, for der er det første søndag i advent.