Dronning af kvindeportrættet fylder 80 år

Bodil Wamberg er betaget af store heltinder og står bag en række kvindebiografier. I morgen fylder den livserfarne forfatter og tidligere lektor 80 år

Forfatter Bodil Wambergs dybe interesse for kvinders rettigheder gennem historien har udmøntet sig i en række psykologiske portrætter, heriblandt bøger om Karen Blixen, Johanne Luise Heiberg og Leonora Christina. Bodil Wamberg fylder 80 år i morgen. --
Forfatter Bodil Wambergs dybe interesse for kvinders rettigheder gennem historien har udmøntet sig i en række psykologiske portrætter, heriblandt bøger om Karen Blixen, Johanne Luise Heiberg og Leonora Christina. Bodil Wamberg fylder 80 år i morgen. --. Foto: Leif Tuxen.

I Bodil Wambergs spisestue hænger en tegning af Johanne Luise Heiberg, den kongelige skuespillerinde, hvis liv, gerning og kærlighed hun har udforsket og biograferet. Bodil Wamberg har brugt det meste af sit liv på at beskrive store kvindelige skikkelser og har skrevet tykke, detaljerede biografier af Leonora Christina, grevinde Danner og Karen Blixen. I morgen fylder den tidligere lektor og forfatter 80 år.

"Hver alder sin udfordring," sagde Bodil Wamberg tidligere på året til Kristeligt Dagblad og glædede sig over at være sluppet af med den livsangst, der plagede hende som ung. I stedet er der kommet en sårbarhed, men også stor erfaring, som hun fortsat trækker på i nye bøger, senest sidste år i den biografiske fortælling om Danmarks første kvindesagsforkæmper, Mathilde Fibiger, i "Passionsblomsten".

Den enormt produktive Bodil Wamberg ville normalt være i fuld gang med den næste bog, men en fysisk udfordring i form af iskias-smerter holder hende fra tasterne. Bodil Wamberg har intet imod at blive gammel, siger hun, men savner de venner, der forsvinder. Til gengæld er et fast holdepunkt hendes mand, litteraturhistorikeren og forfatteren Niels Birger Wamberg. De to har fulgtes ad professionelt og privat gennem fire årtier og bor på en villavej i Virum nord for København.

Bodil Wamberg havde som ung en drøm om at blive læge, men lidenskaben for sprog skaffede hende i 1958 en titel som cand.mag. i dansk og engelsk fra Københavns Universitet. Derefter blev hun adjunkt ved Birkerød Statsskole og herefter lektor på Danmarks Lærerhøjskole, som dannede rammer om parrets fælles arbejdsplads i mange år. I 1991 valgte de begge at stoppe med at undervise og kastede sig over bøger og foredragsvirksomhed på fuld tid.

Igennem hele sit voksenliv har Bodil Wamberg brugt enorme mængder af tid på at forske i og fortælle om historiske personligheder, der alle har sat deres præg på danmarkshistorien. Bodil Wamberg sætter sig med et personligt engangement godt og grundigt ind i sit portrætoffer gennem brevudvekslinger og historiske dokumenter. Hun begyndte sit forfatterskab med et bidrag til antologien "Panduros verden" i 1977 og har skrevet biografier om Leif Panduro, Christian den Fjerde, Thorkild Hansen og om venskabet mellem H.C. Andersen og Edvard Collin. Men hendes forfatterskab kredser især om kvinder og kvinders vilkår.

I 1995 levede hun sig for eksempel ind i forholdet mellem Georg Brandes og Victoria Benedictsson i "Lykken er en talisman", som skabte påstyr, fordi forfatterne søgte sandheden omkring den ulykkelige kærlighedshistorie og ikke mindst Benedictssons selvmord i 1888. Brandesbiografen Jørgen Knudsen frikendte Brandes, mens Wamberg stod for en total fordømmelse.

Bodil Wambergs dybe interesse for kvinders rettigheder gennem historien har udmøntet sig i en række psykologiske portrætter af kvinder, der lever på kanten af samfundet, heriblandt bøger om Johanne Luise Heiberg og Agnes Henningsen. Den største succes blev biografien "Dronning af Blåtårn" fra 1990 om kongedatteren Leonora Christina, der måtte leve en skyggetilværelse i en snæver, uhumsk celle i Blåtårn i mere end 21 år.

Bodil Wamberg er som sin mand engageret i dansk teater. Hun har bidraget til litterære antologier og produceret programmer til Danmarks Radio og TV, for eksempel radiospillet "En mimose af stål", der blev uropført i 1989. Bodil Wamberg har modtaget en lang række priser for sit forfatterskab, heriblandt Georg Brandes-Prisen i 1987 og Dansk Litteraturpris for Kvinder i 1991.

Bodil Wamberg kan fejre både sin fødselsdag og forfatterparrets bryllupsdag i sit hjem i Virum sammen med mand, børn og børnebørn.

krasnik@kristeligt-dagblad.dk