En livshjælper giver nattely

Når vinternødherberget Nattely i aften åbner for første gang denne vinter, bliver det med teolog og sjælesørger Dan Kofoed Månsson som leder

Der er brug for at åbne dørene for de hjemløse i vinterkulden, mener Dan Kofoed Måns-son. –
Der er brug for at åbne dørene for de hjemløse i vinterkulden, mener Dan Kofoed Måns-son. –. Foto: Anna Månsson.

Allerede under sit teologistudium valgte teolog Dan Kofoed Månsson at fordybe sig i sjælesorg. Gennem hele hans virke har det givet ham mulighed for at yde livs- og troshjælp til trængende. Gennem vinteren giver han livshjælp til nogle af hovedstadens hjemløse i form af mad og en seng at sove i. For når Blå Kors i samarbejde med frikirken Regen i disse dage åbner vinternødherberget Nattely, er det med teolog og sjælesørger Dan Kofoed Månsson som leder af stedet.

Dan Kofoed Månsson, der er født i 1963, voksede op i et hjem med stærk tilknytning til Luthersk Mission. Efter gymnasiet besluttede han i forbindelse med sit virke som volontør i Luthersk Mission at studere teologi. Og han blev uddannet cand.theol. i 1995 ved Københavns Universitet med speciale i blandt andet bibelbrug i sjælesorg.

LÆS OGSÅ: Præst bed øret af præst

Samme år blev Dan Kofoed Månsson sognepræst ved Sundkirken i Toreby Sogn. Og en drivkraft gennem hele hans teologiske virke har været ønsket om at formidle det kristne budskab til både voksne og børn. Han beskrives som en rolig mand, der er tydelig omkring sine kristne værdier, uden dog at virke anmassende.

Interessen for sjælesorg har været vedholdende for den klassisk lutherske teolog. For som sognepræst oplevede han den tillid, der blev vist ham, når mennesker bankede på hans dør og delte noget af deres smerte. Derfor besluttede han i 2005 at tage en toårig uddannelse i sjælesorg fra Teologisk Pædagogisk Center og senere var han stipendiat ved Institutt for Sjelesorg i Norge. Netop nu er han i gang med en master i klinisk sjælesorg ved Det Teologiske Fakultet i Oslo.

I dag fungerer Dan Kofoed Månsson som skribent og samtalepartner med fokus på sjælesorg på Kristeligt Dagblads internettjenester kristendom.dk og mindet.dk, der er en virtuel mindelund. Samtidig er han ved at etablere sig som selvstændig sjælesørger. Privat er han gift med Kirsten Månsson, med hvem han bor i Nykøbing Falster. Parret har fire børn.