En passioneret dirigent

Thomas Dausgaard indleder i aften sin sidste sæson som chefdirigent for DR Symfoniorkestret. Hans udnævnelse til æresdirigent betyder dog, at orkestret også i fremtiden får glæde af hans kompromisløse lidenskab for musik

Thomas Dausgaard blev i 2001 DR Symfoniorkestrets gæstedirigent, og i 2004 blev han som den første dansker udnævnt til chefdirigent og har som sådan haft markant indflydelse på udviklingen af orkestrets repertoire og virkefelt.
Thomas Dausgaard blev i 2001 DR Symfoniorkestrets gæstedirigent, og i 2004 blev han som den første dansker udnævnt til chefdirigent og har som sådan haft markant indflydelse på udviklingen af orkestrets repertoire og virkefelt. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Som dreng tilbragte han alle sine fritimer med at lytte til Radiosymfoniorkestret under prøverne, og det skete også, at han pjækkede fra skole for at snige sig ind på sin faste plads på syvende række i Radiohusets Koncertsal på Rosenørns Allé i København. Thomas Dausgaard var - og er stadig - draget af den menneskelige og musikalske interaktion, et orkester gennemgår på vejen til det resultat, der skal opføres for publikum.

Som dirigent er det ham, der står med det overordnede ansvar for, at alt kommer til at lyde, som det skal. Et ansvar, han tager meget, meget alvorligt. Topprofessionel, som han er, graver han sig dybt ned i musikken før et prøveforløb, og han ved altid præcis, hvor han vil hen med sit orkester. Ord som kompromisløs, passioneret og perfektionistisk bliver tillagt ham af kolleger, og hans arbejde er omgærdet af dyb respekt.

Når Thomas Dausgaard i aften går på dirigentpodiet ved sæsonens første torsdagskoncert i DR's nye koncertsal, er det indledningen på hans sidste sæson som chefdirigent for DR Symfoniorkestret. Den 2. juni næste år er det slut - eller næsten slut.

Thomas Dausgaard er allerede på forhånd udnævnt til orkestrets æresdirigent, og der er planlagt flere koncerter og indspilninger med ham ved roret - også efter juni 2011 - men som chefdirigent går han af og overlader dirigentstokken til en endnu ikke udnævnt afløser.

Thomas Dausgaard blev i 2001 DR Symfoniorkestrets gæstedirigent, og i 2004 blev han som den første dansker udnævnt til chefdirigent og har som sådan haft markant indflydelse på udviklingen af orkestrets repertoire og virkefelt. Han har eksempelvis søsat populære nyskabelser som Metrokoncerter og downloads, gennemført internationale gæstespil, opført opera i Christiansborg Ridehus, givet torsdagskoncerterne et mere udfordrende indhold og ikke mindst udgivet prisbelønnede cd?er. For nylig stod han i spidsen for en meget rost koncert ved The Proms-festivalen i London, hvor ikke mindst hans fortolkning af Rued Langgaards musik fik en begejstret modtagelse. En oplevelse, som han selv betegner som en af de største i årene med orkestret.

Når han ikke har ønsket at forlænge sin kontrakt med DR Symfoniorkestret, hænger det sammen med, at han gerne vil koncentrere sig om sine mange internationale opgaver. Han er ved siden af jobbet i København chefdirigent for Det Svenske Kammerorkester, og i denne sæson debuterer han desuden med fire amerikanske orkestre i henholdsvis Cleveland, Washington, Dallas og Cincinnatti. Dertil kommer hans faste samarbejder med blandt andet Wiener Symphonikerne, Sveriges Radios Symfoniorkester, Konzerthausorchester Berlin, Sydney Symfony Orchestra og symfoniorkestrene i Seattle, Toronto, Houston og Sao Paulo. Med hele verden som sin arbejdsplads har Thomas Dausgaard mange rejsedage, men han har lavet den aftale med sig selv, at han aldrig er væk fra familien mere end to uger i træk.

Musikkens rolle i børns og unges liv ligger Thomas Dausgaard på sinde. Han samarbejder med flere ungdomsorkestre i verden og er meget inspireret af, hvordan musikken i Sydamerika spiller en central rolle i det sociale arbejde, der foregår i de store byers slumkvarterer.

Han tror også på, at musik kan være med til at give et bedre liv til underprivilegerede børn herhjemme, men indtil videre er det ikke lykkedes ham at skaffe hverken penge eller interesse for sagen.

Thomas Dausgaard er 47 år. Han er gift med Helle Hentzer, der er teolog og arbejder i Folkekirkens Skoletjeneste. Sammen har de tre drenge på 8, 13 og 16 år. Familien bor i Klampenborg nord for København.

washuus@k.dk