En professor med sans for verbal blæst

Økonomiprofessor Christen Sørensen, der i dag fylder 70 år, er en mand, der ikke er bange for at smække med døren og sige sin mening.

Christen Sørensen blev kandidat i nationaløkonomi fra Københavns Universitet i 1972, og herfra gik turen direkte over i Det Økonomiske Råds sekretariat, hvor han var, indtil han blev lektor i økonomi ved Københavns Universitet i 1977.
Christen Sørensen blev kandidat i nationaløkonomi fra Københavns Universitet i 1972, og herfra gik turen direkte over i Det Økonomiske Råds sekretariat, hvor han var, indtil han blev lektor i økonomi ved Københavns Universitet i 1977. Foto: Henrik Ole Jensen.

Christen Sørensen har som økonomiprofessor haft en stærk stemme i debatten både om samfundsforhold og i den akademiske, økonomiske verden.

Det sidste kom til udtryk, da han i 2006 skød med skarpt mod en vismandskollega for manglende etik og moral i det, der syntes at være en intern ballade om besættelse af et professorat. Kritikken betød, at han efter otte år smækkede med døren og forlod sin post som formand for den socialdemokratiske tænketank Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og dermed som menigt medlem af Det Økonomiske Råd. Før det sad han som overvismand i perioden fra 1985 til 1988.

I 1982 blev han professor i økonomi ved Syddansk Universitet, hvor han blandt andet var leder af Institut for Økonomi fra 1996 til 2001. Han forlod universitetet i 2013.

Efter et langt liv i studerekammeret og den økonomiske verden forsøger Christen Sørensen nu i sin tredje alder at få en politisk karriere. Han stiller op til folketingsvalget som kandidat i Aarhus Nordre Kreds. Det sker for Socialdemokraterne, hvor Christen Sørensens skarpe tunge også har kaldt partiets finansminister, Bjarne Corydon, for ”inkompetent”, og Sørensen har proklameret, at han ikke bliver nogen ”logrende lammehale”, hvis han vælges til Folketinget.

Han har angrebet sine partifæller for, at de formentlig ikke ved, hvor usikre Finansministeriets regnemodeller er. Det er dem, der danner grundlag for regeringens økonomiske politik, som Christen Sørensen også har kritiseret for at være fejlagtig. Bliver han valgt til Folketinget, kommer der en omvendt euro-tilhænger ind i flokken af socialdemokratiske folketingsmedlemmer.

Christen Sørensen, der bor på Frederiksberg, er tilhænger af, at danske kroner skiftes ud med euroen. Det har han ikke altid været, I 1992 stemte han nej og skrev bogen ”Danmark - en delstat i Europa”. Hans skarpe pen har også forfattet en række andre bøger, heriblandt økonomiske lærebøger./ritzau/