Stemmen er mørk som en kælder og klangfuld som en teatersal. Den store stemme har også givet skuespilleren Henning Jensen mange succesfulde karakterroller som myndig og til tider mildest talt barsk mandsperson i diverse film og især teaterstykker gennem tiden. Men selv har han også været offer for barske autoriteter i sit eget liv.
Han kom til verden på Stevns som søn af parcellist Christen Jensen og hustru Ebba Jensen.
LÆS OGSÅ: Ni humoristiske veje til et godt helbred
Barndommen i husmandshjemmet var domineret af den ambitiøse mor, der ikke holdt sig tilbage, når det handlede om fysisk afstraffelse. Og moderen forbød ham oven i købet at se sin far, som hun anså for at være et skvat. Og de tidlige års turbulens kastede lange skygger ind i Henning Jensens voksenliv, hvor han i flere omgange har været plaget af tunge, tilbagevendende depressioner. Det har han valgt at fortælle åbent om i forskellige interview og som foredragsholder.
I Kristeligt Dagblad har han tidligere udtrykt den kamp for at vende sin mørke baggrund til noget godt:
Mit liv har været en lang arbejdsdag for at lære at leve med det, jeg er kommet af og blevet til. Ganske langsomt æde sig ind på angst og utryghed og få det vendt til noget positivt og et liv med fylde, sagde han her i avisen i 2004. Og fylde har hans liv i hvert fald haft på scenen, hvor han kan se tilbage på en imponerende karriere, der også har udløst adskillige priser og anerkendende anmeldelser gennem årene. Men i et senere interview fra forrige år har han forklaret, hvordan han først og fremmest betragter teatret som et middel mod menneskeligt mørke:
Jeg mener, teatret har en direkte rørpost fra Vorherre til vores sjæl. For det er sjælene, teatret skal tale til, og det er om sjælene, teatret skal fortælle. Teatret er angstens ukrudtsfjerner og selverkendelsens store arneplads, har han sagt til Kristeligt Dagblad.
Det var en dansklærer i gymnasiet, der gav ham troen på sig selv. Og han besluttede tidligt at satse på skuespillet. Og efter en kort omvej omkring teatervidenskab på Københavns Universitet opsøgte han som 20-årig den erfarne skuespiller Henning Moritzen for at få hans hjælp til at udleve drømmen om teatret. Han fandt vej til scenen, selvom han også måtte kæmpe sig frem der, og først efter femte forsøg kom han ind på Statens Teaterskole som 25-årig. Han forlod dog uddannelsen efter et par år og fik i stedet engagement som skuespiller på Det Danske Teater i 1970. Her gjorde han sig positivt bemærket og slog for alvor sit navn fast med hovedrollerne i klassikerne Frk. Julie og Enetime i 1972.
De efterfølgende år var en dans på den ene scenesucces efter den anden, ligesom han allerede dengang fik plads på det store lærred. Undervejs indhentede depressionerne ham dog flere gange, men det blev et vendepunkt for ham, da han i 1998 kom til at spillealkoholiker i Lars Noréns stykke Personkreds 3. Året efter modtog han en Reumert for sin indsats i dramaet. Men rollen motiverede ham først og fremmest til at stå offentligt frem og fortælle om sin kamp mod depressioner, og han har siden været en flittigt brugt foredragsholder for Psykiatrifonden. Privat er han gift med skuespillerkollegaen Solbjerg Højfeldt. Parret bor i dag sammen i Charlottenlund.